Store Heddinge

Ekstra udfordring for Kjeld Seidler

seidler_smith

Store Heddinge: Kjeld Seidler skal denne gang starte uden sin faste makker Marc Troels-Smith

Vejle er base for femte og næstsidste afdeling af Danmarksmesterskabet i rally i dagene 20.-21. september 2013. Og her er der ekstra udfordringer i vente for det lokale rallyteam Kjeld Seidler og Marc Troels-Smith fra henholdsvis Holmegaard og Store Heddinge

– Bilen er helt i orden. Ved det sidste DM-løb fandt jeg melodien med den, og nu skal jeg bare bygge videre på det resultat, som jeg skabte på Lolland, siger Kjeld Seidler. Udfordringen ligger derimod inde i rallybilens kabine.

– Datoen for løbet blev flyttet, efter at vi gik i gang med sæsonen, og min faste co-driver Marc Troels-Smith kan derfor ikke være med. Og ud fra det, jeg hører om hastighedsprøverne, så bliver lige netop DM-afdelingen i Vejle et løb, hvor det er vigtigt med en god co-driver. Heldigvis har jeg fået en aftale i stand med Henrik Skott, som sidste år vandt DM i 2WD-divisionen med Anders Rygaard. Han har bevist sit værd, og når vi har haft et par aftner med notetræning sammen, så tror jeg, at vi står godt forberedte.

For Kjeld Seidler er resultatet i DM-løbet i Vejle dog ikke uvæsentligt.

– Ved det sidste løb rykkede vi lidt op i tabellen, og det er blevet lidt halvspændende i kampen om medaljerne, siger han og afslutter:

– Denne gang kommer der et par ekstra kørere, og det bliver det ikke nemmere af. Vi kører efter en top 5-placering i vores division, men det er også blevet en division, der vil noget, og hvor der er konkurrence. 

foto: rallypics.dk

Kommentarer