Store Heddinge

En musikalsk fortælling fra kvindeperspektiv i Erikstruphallen

Lillys_danmarkshistorie

Store Heddinge: Stevns teaterforening fejrer fejrer 100-året for kvindernes valgret med forestillingen Lillys Danmarks historie.

Torsdag den 29. oktober klokken 19.30 opfører Teatret Fair Play og Folketeatret forestillingen Lillys Danmarks historie i Erikstruphallen i Store Heddinge. Forestillingen fejrer 100-året for kvindernes valgret.

Lillys Danmarkshistorie er en musikalsk og humoristisk forestilling om tre generationer af kvinder, der skabte det Danmark, vi kender i dag.
Seks dejlige kvinder – i alle aldre og størrelser – sætter stolt livskraft i spil, når de fra scenen fortæller danmarkshistorien, som en sprudlende familiekrønike fra 1920‘erne til i dag.

Det er virkelige kvinders levede liv, der er udgangspunkt for Lillys Danmarkshistorie, som både er en fortælling om kvindeliv i Danmark og en politisk- og social historie om rejsen fra land til by; fra det fysisk hårde liv i arbejderklassen over middelklassens velfærdsproblemer til rejsen ender hos historiens fortæller, den universitetsuddannede og mønsterbrydende Pia.

Kvinder og kvindeliv har altid spillet en vigtig rolle i historien; men det er mændene, der hovedsageligt har skrevet den og med mænd i hovedrollerne. Så da Pia Fris Laneth i 2006 udgav Lillys Danmarkshistorie med afsæt i livet, som det var for hendes oldemor, mormor, farmor, mor, tante, søster og hende selv, fik vi en ny vinkel på danmarkshistorien. Mændene er stadig en del af historien, men spiller nu vigtige biroller som sønner, fædre, ægtemænd og elskere.

Det er danmarkshistorie med et humoristisk glimt i øjet. Der lægges ikke fingre imellem, – heller ikke når historien tager barske drejninger, fordi livet kan være barskt. Smil, glæde, sorg, længsler, svigt og lyst er en del af livet og en del af danmarkshistorien.

I teaterforestillingen Lillys Danmarkshistorie er kendte sange fra revy, film og danskpop med til at tegne et billede af tiden og livet, når den „vesterbros‘ke“ arbejderklasse møder bønderne fra Vestjylland.

Forestillingen er en samproduktion mellem Folketeatret og Teatret Fair Play.

Billetter kan købes on-line på www.stevns-teater.dk

Kommentarer