Store Heddinge

Enhedslisten Stevns 1. maj

Traditionen tro slog Enhedslisten Stevns dørene op til det Røde Palæ i Snurretoppen kl 8.00 for at fejre Arbejdernes Internationale kampdag.

Gitte Christensen lagde ud med i sin velkomsttale at fortælle de mange fremmødte, at netop i år har Enhedslisten eksisteret i 30 år. Hun afrundede meget præcist med at 1. maj handler om solidaritet, hvilket de efterfølgende taler også bar et meget stærkt præg af.

 

En forsigtig tælling af de morgenfriske stevnsboere der jævnligt trådte ind af de åbne døre, der ligesom resten af lokalerne var pyntet med røde faner, bannere og plakater, endte på mindst 65.

Hurtigt blev Snurretoppen fyldt op, og der måtte findes ekstra stole, borde og kopper frem. Det gav lidt udfordringer med at sørge for at alle kunne se og følge med, men stemningen var høj og efter at  Arne Würgler havde slået strengene an til morgenens første fællessang ”Når jeg ser et rødt flag smælde” styrede Gitte sikkert slagets gang resten af formiddagen.

Den lokale gøgler Erik Jensby tryllebandt med sine løjer om en sikker profit og Arne Würgler leverede et todelt brag af en fantastisk musikoplevelse, hvor ingen kunne undgå at rokke med og lade tonerne flyde med masser af rød kampgejst. Det hele var krydret med fællessang og anekdoter på bedste socialistiske manér.

Enhedslistens lokale folketingskandidat for Faxe-kredsen; Sejer Folke, lagde i sin tale vægt på truslen om den 6. masseudryddelse, hvordan klimaet lider under den nuværende regerings manglende ambitioner. Den stigende ulighed fik også et par velvalgte ord med på vejen. Det blev bedst illustreret ved en sammenligning af at topchefernes lønudvikling stikker helt af og det faktum at børnefattigdommen bare i Faxe-kredsen alene er steget med 18 % på et år, takket være de mange reformer de seneste år. Heriblandt blev integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet kraftigt kritiseret.

Dagens hovedtaler Christian Juhl, der både er kandidat til EU-valget for liste N, og også stiller op til en runde mere i Folketinget for Enhedslisten, opfordrede også til et opgør med uligheden, til solidaritet både nationalt og internationalt, og til at intet menneske skulle blive tvunget til at frygte for sin sikkerhed og tryghed, i et samfund hvor der ER råd, hvis blot der er vilje til en helt anden vej. Hans tale blev afrundet med et dybfølt ønske om at det kommende valg bliver et opgør med den førte politik og at klimaets krise kommer i centrum.

Formiddagen blev rundet af med mere sang og fælles ord om solidaritet og sammenhold, godt akkompagneret af Arne Würglers guitar.

Kommentarer