Enhedslisten Stevns siger nej til statsvejen
Vejdirektoratet har for nyligt publiceret sin rapport om en statsvej fra Stevns og ud til sydmotorvejen.
Skrevet af Willy Karlslund, Kontaktperson For Enhedslisten Stevns
Vi har i bestyrelsen studeret rapporten og kommet frem til, at vi ikke for nærværende ønsker en sådan statsvej. Den anbefalede linjeføring vil koste omkring 600 mio kr, og vi ser hellere pengene brugt på udbygning af den kollektive trafik. Fx ved at sikre en hurtig forbindelse til Køge Nord station med Lokalbanen.
Desværre betyder Ringstedbanens igangsættelse næste år en forringelse for Stevns i stedet for en forbedring.
Efter de nuværende planer bliver kvartersdriften fra Hårlev til Køge, reduceret til halvtimesdrift. Årsagen er den manglende kapacitet på Køge station.
Vi kan heller ikke acceptere de miljømæssige konsekvenser af statsvejen. Statsvejen skal efter planen føres tværs igennem Vallø Storskov, og den vil desuden give flere privatbiler på vejene, som igen betyder et større CO2 udslip.
Derimod vil vi gerne være med til at frede vores boligområder.
Men her er statsvejen ingen god løsning. Ifølge rapporten vil der kun blive en meget begrænset aflastning af trafikken i Køge ved etablering af den sydlige forbindelse.
I Strøby Egede vil en sydlig statsvej betyde en tredjedel færre gennemkørende biler ifølge rapporten, mens en omfartsvej syd om Strøby Egede i praksis helt vil fjerne den gennemkørende trafik, især hvis omfartsvejen
kombineres med en forbindelse til Kystvejen.
Kommentarer