Store Heddinge

Ensretningen i Algade bliver snart vendt

algade_store_heddinge

Store Heddinge: Ensretningen i Algade bliver vendt når Stevns Forsyning er færdig med  gravearbejdet i Nørregade

Allerede i august sidste år imødekom kommunens plan- og teknikudvalg et ønske fra Store Heddinge Borger- og Handelsstandsforening om at ensretningen i Algade bliver vendt.

Foreningen fremsendte deres ønske om at trafikken i Algade vendes, således at indkørslen bliver fra Nytorv mod Rådhuspladsen og Kronhøjvej til kommunen, for et års tid siden. Det vil blandt andet gøre byen mere turistvenlig. Foreningen påpeger desuden at en ændring af ensretningen vil forbedre trafiksikkerheden på Nytorv i forbindelse med udkørslen fra Algade.

– Den nuværende ensretning giver et unaturligt flow af trafik gennem handelsbyen, da den meste trafik til torvet kommer fra Rengegade og således kun kan køre væk fra Algade. Vil man gerne ind på Algade, skal man vide, at man skal køre ad f.eks. Kronhøjvej og omkring Rådhuspladsen for at komme til indkørslen til Algade – det er der ikke ret mange af vores gæster udefra, der ved (og vi skilter heller ikke med det), skrev foreningen blandt andet i deres ansøgning til kommunen.

Nu oplyser vicekommunaldirektør i Stevns kommune, Bjørn Voltzmann til Stevnsbladet at ensretningen vil blive vendt umiddelbart efter, at Stevns Forsyning A/S er færdig med deres gravearbejde i Nørregade, det vil sige i slutningen af april eller i begyndelsen af maj i år.

Kommentarer