Erhvervslivet efterlyser kommunale ressourcer

Stevns: Erhvervslivet på Stevns efterlyser flere kommunale ressourcer, det er konklusionen på Stevns Erhvervstræf ’12
Stevns Erhvervsråd og Stevns kommune samlede i sidste uge erhvervslivet til Stevns Erhvervstræf ’12 – en aften med debat om hvad Stevns Kommune kan gøre for at fremme erhvervsudviklingen.
Mange af inputtene pegede mod et ønske om, at der bliver afsat flere ressourcer til erhvervsindsatsen på Stevns. Virksomhederne gav udtryk for, at der er brug for at iværksættere og virksomheder med vækstpotentiale bliver udpeget og understøttet med rådgivning og vejledning, ligesom det blev nævnt at man kan gøre en større indsats for at fremme erhvervs-/industriområderne i kommunen.
Læs også: Deltag i Stevns Erhvervstræf ’12
Særligt var der mange idéer til hvilke områder og opgaver Stevns Erhvervsråd kan sætte ind på, men også en bred forståelse for at dette kræver en del flere hænder end blot en fastansat. Her var opfordringen, at der skal lægges vægt bag valget af erhverv som fokusområde i Stevns Kommune, og at kommunen dermed må støtte dette arbejde med et større økonomisk tilskud.
Stevns Erhvervsråd har tidligere på året efterlyst et større kommunalt tilskud for, at imødekomme den store interesse at rykke erhvervslivet på Stevns:
– Interessen for at mødes og tale erhvervsudvikling på Stevns er stor, og vi ser en række aktiviteter, hvor virksomhederne er begyndt at netværke og tale på en helt anden måde end før. Det er meget positivt, men det er også klart at, det stiller krav om flere aktiviteter, hvis vi skal holde gryden i kog, udtalte formand for Stevns Erhvervsråd, Bjarne Nielsen, i august til Dagbladet.
Tirsdag d. 6. november samler Stevns Erhvervsråd igen erhvervslivet til en yderligere debat om fokusområderne for erhvervslivet på Stevns. Denne gang foregår det i Hårlev. Læs mere her.
Kommentarer