Store Heddinge

Erhvervsrådet uddelte to nye erhvervspriser

aarets_ivaerksaetter_cload_

Store Heddinge: Kalk A/S fik prisen som Årets Virksomhed og Cloud Nine fik prisen som Årets Iværksætter.

Onsdag den 30. marts afholdt Stevns Erhvervsråd generalforsamling. Efter selve generalforsamlingen var der middag og uddeling af priserne til Årets Virksomhed og Årets Iværksætter.

Det er første gang at Stevns Erhvervsråd uddeler de to priser. Det sker for at hylde de virksomheder og iværksættere, der bidrager til kommunen med vækst, arbejdspladser og lokalt engagement.

Læs også: Erhvervsrådet kårer årets virksomhed og iværksætter

Som Årets Virksomhed havde erhvervsrådet valgt direktør Rasmus Kjøng Jørgensen fra Kalk A/S på Bredeløkkevej ved Råby. Det 40 år gamle kalk- og mørtelværk, der tidligere hed Skandinavisk Jura-Kalk A/S, fremstiller kalkprodukter til byggeriet.

Virksomheden har de seneste år gennemgået en omfattende moderniseringsprocess. De har som den første mørtelfabrik i verden fået alle deres produkter Cradle to Cradle miljøcertificerede på sølvniveau og visionen er at opnå guldcertificering i løbet af 2017.

Læs også: Månedens virksomhed: Skandinavisk Jura-Kalk

Stevns Erhvervsråds bestyrelse begrunder blandt andet tildelingen med, at ’virksomheden sætter Stevns på landkortet og er en god ambassadør for kommunen’.

– Kalk A/S er med omstillingen af deres virksomhed et forbillede for andre erhvervsdrivende, fordi de udviser et mod og en vilje til at tage hele virksomheden op til revision og vende den på hovedet. Det er netop ved at tænke udviklingsorienteret i virksomhederne, at vi kan skabe mere vækst og flere arbejdspladser i kommunen, sagde erhvervschef Thomas Christensen på generalforsamligen. Det skriver Dagbladet.

Årets Iværksætter blev Monica Lykke Holst fra tøjbutikken Cloud Nine i Store Heddinge. Monica Lykke Holst, der er uddannet skrædder er en ægte ildsjæl. Hun åbnede tøjbutikken med tilhørende systue i Algade i oktober 2014.

Lige siden har hun været dybt engageret i at gøre omverdenen opmærksom på det store potentiale hun finder i Stevns, og ikke mindst Store Heddinge by. Hun har blandt andet deltaget på det første RaketVækstkursus i januar og står bag forslaget om at holde åbent til klokken 14 om lørdagen. Det seneste tiltag er et kludemarked i Tinghuset.

Læs også: Månedens iværksætter: Cloud Nine

– Det er et kæmpe aktiv at have en ildsjæl som Monica i Store Heddinge. Med sin butik: Cloud Nine skaber hun ikke kun vækst – hun bidrager også til at give byens handlende et større vareudbud og skaber liv. Hun tror på, at Store Heddinge har potentiale som handelsby og er stærkt engageret i arbejdet med at udvikle byen, sagde formand for Stevns Erhvervsråd Finn Rasmussen på generalforsamlingen. Det skriver Sjællandske.

Kommentarer