Strøby Egede

Et hyggeligt og velbesøgt høstmarked i Strøby

Strøby: Engvang Frugt var igen i år vært for Stevns Fødevarenetværks høstmarked søndag den 16. september.

Solen skinnede over Strøby hvor Engvang Frugt havde åbnet deres døre for publikum ved at være værter for Stevns Fødevarenetværkets høstmarked.

Engvang Frugt serverede gratis smagsprøver af friskpresset æblemost af gråsten æbler, – det smagte himmelsk.

– Alt er forløbet planlagt, alle vores forhåbninger er blevet indfriet. Her har været mange lokale forbi, der var mange som ikke kunne komme sidste år, men som så er kommet i år, fortæller Annelise Nielsen og Dan Christensen som har familien med til at hjælpe i standen og til at presse og serverer æblemosten.

– Det er fjerde år at der arrangeres høstmarked og andet år, hvor vi er værter, det er vigtigt, at blive ved med at udvide og fortælle hvem vi er og hvad vi står for slutter Annelise og Dan af med at sige til Stevns.nu.

Stevns Bryghus var repræsenteret af Klaus Kirkø og Poul Knudsen, som fik uddelt omkring 400 prøvesmagninger og som slog et slag for Stevnsk Vinter, som nu er aktuel igen.
– Vi er glade for den store interesse, der er flere i år end sidste år, selvom det lufter mere i vejret, fortalte de til Stevns.nu.

Go’ morgen Danmarks kok Martin ”Guf” Becker Rasmussen, som kommer fra Store Heddinge, men som i dag bor på Vesterbro gæstede høstmarked, med sin kogekunst og et foredrag. Martin ”Guf” lavede en varm frokostret af 3 forskellig slags kål fra Klippingegaard, pølser fra Slagter Lampe, hvor til han serverede en sennep i blandet annis og mirabellepure, sidstnævnte var et forsøgsprodukt fra Stevns Urter.

Martin havde taget sin søn Tjalfe på 4 år med sammen med sin mor Lene som hjalp til i boden. Da klokken nærmede sig 16 havde de solgt cirka 150 portioner og dermed udsolgt.

– Det har været en stor succes og jeg er glad for, at være tilbage for én dag og viderebringe det gode budskab; at man skal bruge lokale råvarer, sagde Martin ”Guf” til Stevns.nu.

Klippingegaard var med for første gang i år. De solgte årstidens grøntsager, der var Hokaido, løg, porrer, kartofler og majs m.m.
– Det er gået forrygende, over alt forventning, vi har næsten udsolgt af alt, fortalte en glad William Perch-Nielsen til Stevns.nu.

Teadrops som er en online tebutik der sælger økologisk te, og som har hovedsæde i Højerup, var også til stede ligesom Stevns Urter og mange flere lokale producenter.

For første gang var der blevet inviteret producenter udefra. Inge-Lise & Gert Schnack Sørensen har Peberdalsgaard, der ligger i Gyrstinge 10 km nordvest for Ringsted. De har en bison farm som står til at skulle udvides og derfor leder de også efter steder til at sælge deres bisonkød. Kødet smager som en blanding af kalvekød og vildt. Prisen ligger på cirka det dobbelte af oksekød. Bison kød er meget mørt på grund af de korte muskelfibre der i kødet på en bison.

I æblekagekonkurrencen var der 8 deltagere, og vinderen blev den 6-årige Ida Andersen, som havde været på et kage bage-kursus og brugte sin viden til at lave en dejlig kage formet som et æble. Det var en meget genert pige, der modtog klapsalver og en flot kurv med mange lækre råvarer fra mange af standene.

En time før arrangementet sluttede, havde der været 900 besøgende.

Kommentarer