Event om at sælge hos Den Kreative Matrikel
Strøby: Den Kreative Matrikel slår dørene op og skyder Danmarks Iværksætteruge 2014 i gang med et salgsevent
Mandag den 17. november fra klokken 15.00 inviterer Den Kreative Matrikel Stevns alle lokale virksomheder til en spændende inspirationseftermiddag med blandt andre stifteren af Trendsales, i iværksætterhuset i Strøby.
Omdrejningspunktet for eftermiddagen bliver “at sælge sit produkt”. Mange iværksættere har ideen og får også skabt grundlaget for virksomheden, men når det kommer til salg, går mange i stå, for det er ikke dér, kernekompetencerne ligger.
Det første oplæg holdes af Jacob Handberg fra Salgschef.dk. Han har mere end 15 års erfaring som sælger, key account manager og salgschef i danske og internationale virksomheder. Jacob vil lægge særlig vægt på, hvordan man som iværksætter får gang i salget – og kommer fra idé til omsætning.
Det andet oplæg holdes af Martin Falslev Andersen. Han var med til at grundlægge Danmarks største online tøjbazar; Trendsales, som i dag har over 800.000 brugere.
Eventet afsluttes med networking og let anretning
Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding.
Tilmelding sendes til info@denkreativematrikel.dk.
Hurtig tilmelding anbefales, da der højst kan deltage 25 personer og kun en deltager per virksomhed. Hvis man bliver væk uden afbud, koster det 300 kroner.
Den Kreative Matrikel ligger på Stevnsvej 126 i Strøby Egede
Kommentarer