Store Heddinge

Få risikotest på apoteket på Verdens Diabetesdag

Store Heddinge: I anledning af ’Verdens Diabetesdag’ tilbyder Stevns Apotek og Diabetesforeningen på en gratis diabetes-risiko-test på Stevns Apotek.

Mandag den 14. november klokken 13.00 til 17.00 kan man i anledning af ’Verdens Diabetesdag’ gratis få testet sin diabetesrisiko på Stevns Apotek, Algade 23, Store Heddinge.

I Stevns Kommune har 1.322 personer diagnosen diabetes. Derudover har 779 personer type 2-diabetes uden at vide det, mens 2.921 har forstadier til sygdommen.

Alt for få danskere kender deres diabetesrisiko og symptomerne på type 2-diabetes. Det er alvorligt, for uden behandling er type 2-diabetes livsfarlig. Derfor bør alle kende deres diabetesrisiko. Det er forudsætningen for, at man enten kan forebygge, at man udvikler sygdommen, eller – hvis man allerede har type 2-diabetes – forebygger alvorlige følgesygdomme, siger Diabetesforeningens administrerende direktør, Henrik Nedergaard.

200.000 danskere har type 2-diabetes uden at vide det, og op imod 750.000 har forstadier til sygdommen. På Verdens Diabetesdag har du mulighed for at få testet din risiko for at have type 2-diabetes her:

Arrangørerne er Stevns Apotek i Store Heddinge og Diabetesforeningen på Stevns.

Se listen over hele landets arrangementer på www.diabetes.dk

Snigende sygdom

Type 2-diabetes udvikler sig typisk så langsomt, at man ikke mærker den. Jo længere tid, man har gået med en ubehandlet diabetes, jo større er risikoen for at få alvorlige følgesygdomme som blodpropper, blindhed, nyresvigt og fodsår, som kan ende med amputation.

Antallet af personer med diabetes er fordoblet på ti år, og tallet stiger fortsat. Fordi type 2-diabetes udvikles langsomt, kan man gå med symptomerne i lang tid eller fejlfortolke dem som banale skavanker eller alderstegn. De væsentligste symptomer på type 2-diabetes er blandt andet træthed, øget tørst og væskeindtag, hyppig vandladning og dårlig sårheling.

Kommentarer