Få varmen med verdensarven

Verdensarvscampingvognen bliver spændt bag bilen og termokander med gløgg og kaffe er med, når nogle af folkene bag verdensarvsarbejdet inviterer til snakke om, hvad der rører sig på Stevns Klint.
Flere gange om året er blandt andre Tine Jensen, natur- og miljømedarbejder i Stevns Kommune og site manager Naja Habermann på tur langs klinten. Her holder de øje med verdensarvens tilstand, trampestien og områderne omkring.
– Vi får tit en god snak med de mennesker, vi møder på vores ture. På denne tur vil vi have særligt fokus på ideer og input til retningslinjer for aktiviteter langs klinten og på nye eller eksisterende projekter, der kunne omfatte frivillige. Der er mange engagerede mennesker, som gerne vil være en del af det spændende arbejde omkring og med verdensarven. Det vil vi gerne gøre muligt, siger Tine Jensen.
Selvom både Tine Jensen, Naja Habermann og de øvrige kolleger, der arbejder med verdensarv, ofte er på klinten, så kan de ikke opdage alt. Derfor tager de nu på tur torsdag den 14. december og inviterer alle på kaffe eller gløgg.
– De lokale, de der hver dag går tur med hunden eller ofte har familie og venner med, de har en uvurderlig viden, og vi vil gerne blive klogere på, hvordan vi kan monitere og hvad vi skal være opmærksomme på. Vi vil gerne være i tæt dialog, derfor forsøger vi os nu med at byde inden for i campingvognen til gode snakke, tilføjer Naja Habermann.
Turen er delt op i tre, så så mange som muligt kan komme forbi. Klokken 10.00-12.00 holder den ved P-pladsen ved Bøgeskoven. 13.00-15.00 – Udsigtspunktet ved Sigerslev Kridtbrud (Pejlemærket) ved Hærvejen. Og sidst på eftermiddagen – 16.00-18.00 – ved Harvig.
Kan man ikke nå forbi campingvognen på dagen, så kan man altid kontakte Tine Jensen eller Naja Habermann og lave en aftale.
Natur- og miljømedarbejder, Stevns Kommune: Tine Jensen, tinejen@stevns.dk
Site manager, Verdensarv Stevns: Naja Habermann naja@stevnsklint.org
Kommentarer