Familie i Strøby Egede fik kæmperegning for vand
Strøby Egede: Strøby Egede Vandværk har sendt en regning på 19.000 kroner til en familie i Strøby Egede.
Strøby Egede Vandværk har sendt en regning på 19.000 kroner til Kris og Rikke Kachchad på Strandmældevej i Strøby Egede.
Ifølge vandværkets måler har familien, på to voksne og et barn, brugt 1082 kubikmeter vand, siden de flyttede ind i deres nybyggede hus, for fem måneder siden. Det skriver Ekstra Bladet.
Desuden skal familien betale vandafledningsafgift for spildevandet på knap 65.000 kroner til Stevns Forsyning.
– Det er helt urimeligt, når vi ikke har brugt vandet, udtaler Kris Kachchad, som har indsendt en klage til Konkurrence– og Forbrugerstyrelsen.
– Det er et usædvanligt højt forbrug, som en familie på tre normalt aldrig ville kunne komme i nærheden af, siger Karsten Bjørno, kommunikationschef i Danva, vandsektorens brancheorganisation til Ekstra Bladet. Ifølge ham bruger en familie med to voksne og to børn i gennemsnit 150 kubikmeter om året.
Vandværket: Vandmåleren viste rigtigt
På trods af det fastholder Strøby Egede Vandværk, at familiens vandmåler har vist rigtigt. Ekstra Bladet har spurgt vandværket om det overhovedet er muligt at bruge så meget vand for familien på fem måneder.
– Det er det, når vandmåleren viser tallet. Og vandmåleren er kontrolleret, og den er ok, svarer Hans Grøn Sørensen, der er formand for Strøby Egede Vandværk.
Kris Kachchad blev opmærksom på det ekstremt store vandforbrug, efter at have modtaget et brev fra vandværket om, at vandmåleren skulle aflæses.
– Vi kontaktede selvfølgelig straks vandværket, da vi blev opmærksomme på, hvor stort forbrug måleren viste, udtaler Kris Kachchad til Ekstra Bladet.
Strøby Egede Vandværk udskiftede derefter vandmåleren og sendte den gamle til undersøgelse. Ifølge vandværket var måleren var ikke defekt. Men Kris Kachchad er sikker på at den gamle vandmåler viste forkert.
– Når man kigger på den, så står det første ciffer mellem nul og et. Hvis der i stedet for 1082 havde stået 82 kubikmeter, havde det været et realistisk forbrug, siger Kris Kachchad.
Vandværket har tilbudt at slå halv skade
Strøby Egede Vandværk har siden tilbudt Kris Kachchad at han kun skulle betale halvdelen af regningen. Ifølge formanden for vandværket, Hans Grøn Sørensen har de tilbudt at slå halv skade, for at undgå udgifter til advokater med mere.
Det ændrer ifølge ham dog ikke på vandudledningsafgiften, der udmåles efter familiens vandforbrug.
– Det er jo ikke vores problem. Det har intet med Strøbye Egede at gøre, hvad Stevns Vandforsyning sender af regning. Det har intet med os at gøre, svarer formanden for Strøby Egede Vandværk.
Vandafledningsafgiften kan nedsættes
Jesper Koziara, der direktør hos Stevns Forsyning oplyser at udmålingen af vandafledningsafgiften sker på basis af vandværkets oplysninger. Vandafledningsafgiften kan dog blive sat ned i forbindelse for eksempel ledningsbrud eller hvis vandværkerne oplyser vandforsyningen om, at en kunde af en eller anden grund har fået rabat.
– Men der kan også være andre situationer, og i denne situation kunne det lyde som om, familien bør inddrage os i sagen, hvis den mener, at målervisningen ser underlig ud, siger Jesper Koziara til Ekstra Bladet.
Det er kundens ord mod vandmålerens tal
Ifølge chefkonsulent Henrik Lundgaard Sedenmark hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er vandmåleren et tungt bevis. Han kan dog ikke udtale sig om den konkrete sag.
– Helt generelt, kan jeg sige, at hvis der ikke er fejl ved måleren, skal kunden godtgøre, at han ikke har haft det forbrug, som måleren viser. Hvis ikke han kan godtgøre det, skal han betale for forbruget, udtaler Henrik Lundgaard Sedenmark.
Det er rigtigt meget vand
Kris Kachchad har regnet lidt på det ekstreme vandforbrug. For at bruge 1082 kubikmeter vand skulle deres haveslange have løbet for fuld kraft i døgndrift i 40 dage.
– Det ville have fået vores 910 kvadratmeter store have til at stå under en meter vand, siger Kris Kachchad.
Kommentarer