‘Fangernes kor’ i Store Tårnby Kirke

Store Tårnby: Store Tårnby Menighedsråd inviterer til koncert med virkelighedens ’Fangernes Kor’.
Søndag den 28. februar klokken 14.30 inviterer Store Tårnby Menighedsråd til en uvurderlig oplevelse i form af en koncert med Fangekoret fra Vridsløse.
‘Fangernes Kor’ er vel nok mest kendt fra Verdis opera Nebukadnesar fra 1842. Men hvad de færreste ved er, at ‘Fangernes Kor’ faktisk eksisterer den dag i dag under navnet Fangekoret fra Vridsløse Statsfængsel.
Koret har eksisteret siden 2004 og har afholdt adskillige koncerter landet rundt til stor glæde for tilhørerne.
I spidsen for dette fantastiske kor står Louise Adrian, kaldet ”Fangernes Muse”, og som har vundet ”Spil Dansk Dagens ildsjælspris” – en hæderspris, der uddeles hvert år sidst i november.
Hvad Verdi og Nebukadnesar betød for frihedskampen i Italien, betyder Louise Adrian for fangernes frihedstrang. Hun forstår at give disse unge mennesker, hvis hverdag i bund og grund er fejlslagen, et nyt syn på fremtiden via hendes iver for sang og socialt sammenhold og venskab.
Da der kun er plads til 85 koncertdeltagere i den lille kirke, er det nødvendigt at tilmelde sig til koncerten. Tilmelding kan ske til Boris på telefon 20282237 søndag den 21. februar mellem klokken 12.00 og 16.00.
Kommentarer