Store Heddinge

Far og datter vandt hvert sit DM

Store Heddinge: Familien Klindt fra St. Heddinge gentog succesen fra sidste år og vandt to klasser ved det nyligt over ståede Danmarksmesterskab i kørsel med hest og vogn

Østjysk Køreselskab afholdt 11.-15. juli danmarksmesterskaber i kørsel med hest/pony og vogn på dyrskuepladsen i Horsens. Her vandt Kristina Klindt i 1-spand pony og hendes Kurt Klindt vandt i klassen 2-spand hest.

Kristina Klindt med sin Lipizzaner pony Pluto Callisto og far Kurt Klindt med sit tospand varmblodsheste tog til Horsens som forsvarende mestre.

De lagde begge ud med at vinde hver deres dressurklasse, Kristina med 39,2 og Kurt med 48 strafpoints. I kørsel gælder det jo om, at få så lidt strafpoints som muligt.

I lørdagens maraton, som var meget hård pga. den megen regn, havde Kristina en god tur og blev nr. to, slået af Niels Schelde Petersen fra Gresten med kun 0,19 strafpoints. Så hun havde en solid føring inden søndagens afgørende keglekørsel.

Kurt havde valgt at sætte reservehesten ind på maratonen for at skåne hans lille hoppe. I tospandsklassen må man medbringe tre heste og skifte frit mellem dem. Det gik ikke ligeså hurtigt, og der indsneg sig nogle få fejl på skridtetapen, men en 4. plads var Kurt ganske godt tilfreds med. Han førte nemlig stadig sin klasse, dog kun med godt 3 strafpoints. Så han gik i seng lørdag aften vidende, at han kun kunne tillade sig, at tage én bold på keglebanen.

Søndagens afgørende keglekørsel er altid meget spændende. Alt kan ske. Selv den mest sikre føring kan pludselig ende i katastrofe, hvis nerverne hos kusken eller en hest slår klik. Men de seje stevnsboer holdt til presset.

Kristina kunne tillade sig at vælte 3 bolde og stadig holde føringen. Kun en enkelt bold røg ned og en glad Kristina Klindt kunne forlade banen til stor jubel fra de mange fremmødte tilskuere, heriblandt Protektor for Dansk Køre Forbund Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte.

Det er sådan, at man i keglekørsel starter i omvendt rækkefølge af placeringerne dvs. at førende kusk kører sidst, Kusken før Kurt, Ole Buch Jensen, mange gange dansk mester i firspand, havde ikke helt heldet med sig og tog 6 bolde. Det gav lige Kurt mulig for at tage lidt flere bolde, men han demonstrerede sin styrke ved at gå ind og køre en flot ”doubble clear round” som man kalder det, nul fejl på boldene og nul fejl på tiden.

Kurt Klindt blev således Danmarksmester for 6. gang i hans over 30 år lange kørekarriere.

Kommentarer