Hårlev

Faunaspærring udjævnet i Storkebækken

Hårlev: I sidste uge udjævnede Stevns Kommune en strækning af Storkebækken ved Taastrup

Et af punkterne i den kommunale vandhandleplan er nu ført ud i livet.

Medarbejder fra Stevns Kommune har i sidste uge arbejdet på at forbedre adgangen for fisk i Storkebækken ved Taastrup. De har fjernet en såkaldt faunaspærring på Storkebækken, ved broen på Bækkemosevej.

Et lodret fald på på cirka fyrre centimeter mellem broen og bunden i vandløbet udgjorde et problem for fisk, som gerne vil op i åen og gyde. De kunne kun passere stedet, når der var meget vand i åen.

Faldet er nu udjævnet med cirka tyve kubikmeter sten, over en strækning på omkring firs meter. Kommunen’s medarbejdere har desuden oprenset seks gydepladser på en mindre strækning overfor broen.

Faktaboks:

En faunaspærring er en forhindring i et vandløb, der er så voldsom, at den helt eller delvist hindrer passage af flora og fauna.

Indsatsen for at fjerne faunaspærringer i vandløbene er indarbejdet i Miljøministeriets vandplaner, der indeholder forslag til regulering og/eller fjernelse af spærringer ved cirka 1.500 danske lokaliteter.

Kommentarer