Fernisering på ny fotoudstilling i Stevns Fyrmesterbolig
Stevns Fyr: Årets sidste udstilling i Stevns Fyrbolig er med fotogruppen Digishoppen
Lørdag den 14. september inviterer Stevns Fyrcenter til fernisering på årets sidste kunstudstilling, hvor ikke mindre end 8 fotografer præsenterer deres værker
Digishoppen’s grundstamme har rod i en gruppe amatørfotografer, der for mere end 30 år siden startede som fotohold hos FOF i Køge. Dengang handlede det om kamerahåndtering, komposition samt mørkekammerteknik. Holdet afholdt flere store udstillinger. I 1981 blev gruppen kåret som årets bedste fotogruppe af fototidsskriftet ”Alt om Foto”.
Igennem 90’erne holdt gruppen pause til nogle af medlemmerne i 2001 fandt sammen omkring ”det nye” digitale medie – digitalkammeraet og softwaren ”Adobe Photoshop” – deraf navnet Digishoppen.
Efter ”genopstandelsen” i 2001 er nye kreative kræfter kommet til og gruppen mødes nu hver anden uge i Køge, hvor der arbejdes med de digitale muligheder såvel kamera- som softwaremæssigt. Gruppen arbejder som en særdeles social og hyggelig workshop, hvor man ”fordyber sig” i såvel fotografiske – som fototekniske emner. På mødeaftnerne præsenteres og diskuteres medlemmernes seneste produktioner.
Ind imellem købes der professionelle brugere af Photoshop til at inspirere omkring såvel det fototekniske som det IT-mæssige, der i dag er blevet en væsentlig del af en kreativ fotoproces.
Gruppen der udstiller består af medlemmerne: Dorte Skat Andersen, Peter Vadum, Flemming Jensen, Bent Olsson, Flemming Petersen, Regnar Schultz, Villy Petersen og Torben Ahlborn.
Ferniseringen foregår lørdag den 14. september fra klokken 12.00. Kommunalbestyrelsesmedlem Leif Nielsen holder åbningstalen.
Alle er velkomne og der vil også være lidt til ganen. Gratis adgang.
Udstillingen vil kunne ses frem til udgangen af oktober måned, i Stevns Fyrcenters åbningstid, som er hverdage 11.00 – 16.00, lørdag og søndag 12.00 – 15.00.
Kommentarer