Gevnø

Fernisering på ’Nye bekendtskaber’ i præstegården i Gevnø

Billedkunstneren Ole Bach Sørensen har udgivet bogen ’Nye bekendtskaber’, der rummer en række portrætter, som han har lavet i sine tre år på Stevns.

Fredag den 5. maj fra klokken 15 til 17 er der fernisering på en udstilling med stevnske portrætter med titlen ’Nye bekendtskaber’ i valgmenighedens præstegård på Vandrigvej 20 i Gevnø.

Her har den 76-årige kunstner Ole Bach Sørensen boet i lidt over tre år, sammen med sin partner og kunstnerkollega Anette Sjølund.

’Nye bekendtskaber’ er også titlen på en lille bog, som Ole Bach Sørensen har fået udgivet på Brøndums Forlag. Den rummer portrætter af en række stevnsboer som Ole Bach Sørensen har mødt i løbet af sine tre år på Stevns. Bogen kan købes til særpris i løbet af udstillingen.

Store næser

– Det er allesammen folk, som jeg har mødt her på Stevns. Men husk lige, at jeg ikke maler naturalistisk. Det er nogle groteske gengivelser, som ingen vil kunne genfinde sig selv i. Ingen skal føle sig truffet, så for en sikkerheds skyld har jeg udstyret de fleste af dem med store næser, som ingen mennesker har i virkeligheden, siger Ole Bach Sørensen til Dagbladet.

Udstillingen er desuden åben lørdag den 6. og søndag den 7. maj, begge dage fra klokken 11 til 14.

Kommentarer