Fik bilen totalskadet i Køge onsdag morgen
En 52-årig kvinde fra Klippinge fik onsdag morgen totalskadet sin bil på Ringvejen i Køge.
Onsdag den 14. december omkring klokken 8 bragede tre biler sammen på Ringvejen ved Ølbyvej og Vestergade i Køge. Det skriver Dagbladet.
En 52-årig kvinde fra Klippinge kom kørende sydfra på Ringvejen og skulle svinge til venstre ad Ølbyvej. To biler, der kom kørende nordfra på Ringvejen, ramte derefter kvindens bil. Alle tre parter forklarede til politiet på stedet, at de kørte frem for grønt.
– Politiets opgave går nu ud på at finde ud af, hvem der havde grønt og hvem der havde rødt, så hvis der er nogle vidner, der har været tilstede og har set det, og som ikke er blevet afhørt af politiet, vil vi naturligvis gerne tale med dem, siger pressekoordinator Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi til Dagbladet.
Ingen personer kom til skade ved færdselsuheldet. Kvindens bil fik en voldsom skade i fronten og de to andre biler fik mindre skader.
Kommentarer