Fik en måned mindre af Østre Landsret
Barup/Hellested: En 51-årig mand fra Haslev fik i går skåret en måned af sin ubetingede fængselsdom af Østre Landsret
Mandag den 29. oktober fik en 51-årig mand fra Haslev-området nedsat sin straf med en måneds fængsel, fra fem måneders ubetinget fængsel til fire måneder, ved Østre Landsret. Det skriver Dagbladet Køge.
Politiet fandt tilbage i august 2007 fem stjålne biler, fire Chevrolet’er og en Fiat Ducato til en samlet værdi på over 400.000 kroner, på et værksted i Barup ved Hellested.
Den 51-årige mand fra Haslev fik for et år siden en straf på fem måneders ubetinget fængsel ved Retten i Roskilde for hæleri af de fem biler. En 29-årig mand var også tiltalt, men han slap med en betinget dom på tre måneders fængsel. De to mænd var også tiltalt for at have stjålet bilerne, men byretten fandt ikke, at det kunne bevises. Den 51-årige ankede byrettens dom.
Østre Landsret forkortede mandag byrettens dom på fem måneders ubetinget fængsel til fire måneder.
– Han fik en dom på fire måneders ubetinget fængsel, og dommerne gav udtryk for, at det blandt andet var den lange sagsbehandlingstid, der gjorde, at han fik en mildere dom, fortæller anklager Birgitte Mullesgaard Pedersen. Det skriver Dagbladet Køge.
Kommentarer