Find picnic-tæppet frem til møde om Stevnskirsebærret i Strøby
Kom til søndagspicnic og hør mere om, hvordan du selv kan plante, passe og pleje Stevnskirsebærret i din egen have. Den 13. maj inviterer Dan Christensen og Annelise Nielsen fra Engvang Frugtplantage alle interesserede til et møde under åben himmel, hvor de deler ud af deres viden og erfaring med dyrkning af det Stevnske kirsebær.
Dan og Annelise inviterer nu alle nysgerrige sjæle til søndagspicnic hos dem d. 13. maj kl. 14-16, hvor de vil bringe deres faglige viden og erfaring med Stevnskirsebærret videre til alle interesserede. På mødet vil der også være mulighed for at bestille eget Stevnskirsebærtræ, således at Stevnsboerne kan plante det autentiske Stevnskirsebær i deres haver.
Søndagsmødet på picnic-tæppe og under åben himmel bliver indledt med historiske fortællinger om det mindre, næsten sorte bær fra Stevns af den lokale frugtavler, Preben Troels-Smith, som også vil hjælpe Stevnsboerne med at vælge den helt rigtige og autentiske sort af Stevnskirsebærret. Derefter vil indehaver af Engvang Dan, dele ud af sine mange års erfaring med dyrkning af Stevnskirsebærret og forklare den korrekte måde at plante, passe, beskære og høste kirsebærtræerne på.
– Det er vigtigt for Stevnskirsebærtræernes levetid og kvaliteten af kirsebærrene, at man passer og beskærer dem korrekt, forklarer frugtavler, Dan.
Eftermiddagen vil fortsætte med en appetitvækkende fortælling fra Annelise om forarbejdningen af Stevnskirsebærrene efter, de er blevet høstet. Hun vil fortælle om de delikate muligheder med kirsebærret inden for syltning, henkogning, samt fremstillingen af saft, vin og likør.
Søndagsmødet afsluttes med en lille vandretur på Engvangs plantage. Alt som de interesserede skal medbringe, er en stor portion nysgerrighed og godt humør, et picnic-tæppe eller en havestol, samt drikkelse efter eget ønske, så sørger Engvang for kage.
Bring Stevnskirsebærret hjem!
Baggrunden for mødet er den fantastisk store interesse og støtte, som Stevnskirsebær-projektet har modtaget blot dage efter, Engvang lancerede crowdfunding-kampagnen til at finansiere indkøb, plantning og pleje af 200 Stevnskirsebærtræer på crowdfunding.coop, mandag d. 9. april. Selvom der stadig er et stykke vej op til målet, er interessen til at føle på for Dan og Annelise, som i samarbejde med turismekonsulent, Thor Nielsen fra Stevns Turistforening og Stevns Erhvervsråd vil bringe Stevnskirsebærret tilbage til Stevns.
– Vi er meget glade for den interesse og opbakning, som folk har vist projektet. Flere har endda henvendt sig med et ønske om selv at købe og plante Stevnskirsebærtræer i deres egne haver, og det er derfor, vi nu inviterer alle interesserede til møde, fortæller Annelise, den ene indehaver af Engvang Frugtplantage.
Stevnskirsebærret stod engang som et blomstrende vartegn på Stevns, og den fantastiske start for crowdfunding-kampagnen vækker da også stor optimisme i forhold til, at dyrkningen af stevnskirsebærret bliver mere udbredt på Stevns. Blot 8 dage efter kampagnen blev lanceret, har den modtaget knap 25.000 kr. fra 61 generøse bidragsydere fra hele Danmark. Dermed er over halvdelen af målet på 45.000 kr. allerede indsamlet. Ifølge Crowdfunding.Coop har initiativtagerne også al mulig grund til at være optimistiske, da al indsamling mellem 20-30% på den første uge oftest har en lykkelig slutning.
Med 24.500 kr. indsamlet er Stevnskirsebærret dog stadig et stykke fra at vende hjem til Stevns, da crowdfunding-kampagnen behøver flere generøse, bidragydere til at støtte projektet, som Engvang takker med seks forskellige belønninger afhængig af bidragsstørrelsen.
Er du interesseret i at få fingrene i et af de delikate belønninger ved at støtte projektet, se mere her: https://crowdfunding.coop.dk/project/380
Er du nysgerrig, og vil du gerne blive klogere på Stevnskirsebærret? – Så er du meget velkommen til at deltage søndag d. 13. maj kl. 14.00 – 16.00 hos Engvang Frugtplantage, Varpelevvej 2, 4671 Strøby – Hvor der kan parkeres i vejsiden på Varpelevvej.
Kommentarer