Fisker fra Rødvig fangede en klumpfisk
Rødvig: En fisker fra Rødvig fangede torsdag en klumpfisk i sit tobisgarn ud for Stevns
Torsdag den 4. september fangede en fisker fra Rødvig en klumpfisk i sit tobisgarn ud for Stevns. Klumpfisken, der vejede 9 kg, var 50 cm lang.
Fiskeren kontaktede Den Blå Planet, det store udstillingsakvarium i Kastrup. Men trods en hurtig indsats lykkedes det ikke at få fisken levende frem til Den Blå Planet.
I følge Lars Skou Olsen fra Den Blå Planet, er klumpfisk en af de arter, som vil kunne opleves hyppigere i de danske farvande i takt med at klimaændringerne får vandets temperatur til at stige.
– Klumpfiskene kommer på besøg hos os sydfra netop i denne tid. Man kan være meget heldig at se dem ligge fladt i vandets overflade. Man mener, de enten solbader og får varmen efter dybe dyk eller får hjælp af mågerne til at fjerne parasitter. Men det vil nok især være fiskere, der får dem ind som bifangst,” siger kurator Lars Skou Olsen, der opfordrer alle, der fanger en klumpfisk, til at kontakte Den Blå Planet med det samme.
En levende klumpfisk vil blive udstillet i den store Oceantank sammen med Den Blå Planets egen klumpfisk.
Døde klumpfisk har også interesse. Den døde Klumpfisk fra Rødvig skal nu hjælpe Den Blå Planet til en bedre forståelse af de parasitinfektioner, som klumpfisk ofte lider af.
Klumpfisk (mola mola) er den tungeste af benfisk der er kendt i verden. Den kan blive over 3,5 meter lang og vægten kan passere 2,3 ton. Gennemsnitsvægten er et ton og dens gennemsnitslængde er 1,8 meter.
Kilde: Wikipedia
Kommentarer