Rødvig

Fiskerihavnen i Rødvig truet af lukning

Rødvig: EU ønsker at reducere torskefiskeriet i den vestlige del af Østersøen med 88 procent næste år.

Hvis EU-kommisionen vælger at følge det internationale havundersøgelsesråd ICES’s biologiske anbefaling om en reduktion af næste års torskekvote på 88 procent må fiskerne i Rødvig trække deres både på land. Det skriver TV Øst.

Fiskerne havde selv foreslået en reduktion på 20 procent i torskekvoten. Og det vil få fatale konsekvenser for Sjællands tre største fiskerihavne, Gilleleje, Rødvig og Klintholm, hvis torskekvoten reduceres med op til 88 procent. Det viser en rapport fra Danmarks Fiskeriforening.

– En så drastisk nedskæring af torskefiskeriet svarer reelt til en lukning. Så er der ingenting tilbage, siger Elo Olsen, der er formand for fiskerne i Rødvig til DR Sjælland.

– Det er katastrofe. Det kan vi ikke leve af, så jeg har gjort de forberedende øvelser til at sælge det hele, lyder det fra Peter Brandt, der fisker fra Rødvig med sin 44 ton trækutter. Han lander hver uge 2,5 ton fisk.

EU’s Ministerråd fastsætter kvoten endeligt, når fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) mødes med de øvrige ministre omkring Østersøen i Luxembourg fra mandag den 10. til onsdag den 12. oktober.

Kommentarer