Flemming Petersen er ny Venstre-formand
Stevns: Bestyrelsen i Venstre vedtog tirsdag aften at udpege Flemming Petersen som ny formand frem til næste generalforsamling i februar.
Den tidligere formand for partiet, Hans Peter Michaelsen, valgte i sidste måned at trække sig fra sin post, og derfor skulle en ny formand findes.
Bestyrelsen i Venstre Stevns vedtog på et møde tirsdag den 09. august, at Flemming Petersen skulle udpeges som formand frem til den næste generalforsamling i februar, skriver Dagbladet Stevns.
Flemming Petersen blev ved den foregående generalforsamling valgt til bestyrelsen samt valgt til posten som næstformand. I den anledning blev det debatteret, om bestyrelsen kunne indsætte ham som ny formand i stedet for at indkalde til ekstraordinær generalforsamling.
Bestyrelsen vurderede, at der ikke var grund til en ekstraordinær generalforsamling, når næstformanden er klar til at overtage posten som formand. Derfor blev Flemming Petersen udpeget som formand for Venstre Stevns tirsdag aften.
Torsdag den 30. august klokken 19.00 er der opstillingsmøde med valg af spidskandidater, men ikke ekstraordinær generalforsamling med valg af formand.
Flemming Petersen kommer til at sidde som formand indtil den næste ordinære generalforsamling i februar, hvor han formelt skal vælges af medlemmerne, hvis de ønsker ham som formand.
Kommentarer