Store Heddinge

Flere dør af rygning

Sundhedsstyrelsen oplyser i et svar til ministeren, at knap hver tredje vil dø før tid af rygning, hvis de starter med at ryge, når de er mellem 11 og 17 år.

Skrevet af John Wennerwald, Regions- og byrådsmedlem for Socialdemokratiet

Som jeg har nævnt før, bør vi sætte et nationalt mål for udfasning af tobak, fordi vi bliver alvorligt syge og dør af rygning.

Tobak udgør det alvorligste sundhedsproblem i Danmark og det må være på tide at tage skeen i den anden hånd. Danmark bør gå i front og udfase tobak og dets skadevirkning.

Rygere lever ikke blot meget kortere end ikke-rygere – rygere har også et dårligere og mere sygdomsbelastet liv end ikke-rygere.

Udover kræft øger rygning også risikoen for slagtilfælde, hjertekarsygdom, diabetes, KOL, lungebetændelse, tuberkulose, astma, øjensygdomme, leddegigt, hoftebrud, og nedsat fertilitet hos kvinder.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse dør 13.600 mennesker hvert år af rygning, så vi er nødt til at forbedre folkesundheden og mindske tobaksdødsfald indtil vi har besluttet en dato for udfasningen.

Vi bør sætte kraftigere ind end vi indtil videre har gjort med tiltag som; højere priser, benytte neutrale cigaretpakker, håndhæve at unge ikke kan købe cigaretter, styrke hjælpen til rygestop og indføre røgfri skoletid.

Jeg mener at rygning skal begrænses i Danmark, så færre får og dør af kræft – og så skal vi bruge alle midler og gøre alt hvad vi kan, for at børn og unge holder sig fra rygning.

 

Kommentarer