Samfund

Flere i Stevns skal betale mindre i ejendomsskat

Stevns Kommune: Flere kan se frem til at skulle betale mindre i ejendomsskat for sidste halvår af 2016.

Over 5000 grundejere i Stevns vil snart modtage en ny ejendomsskattebillet, da de skal betale mindre i ejendomsskat for det sidste halvår af 2016

Regeringen besluttede, som en del af finansloven for 2016, at fastfryse grundskylden. Det bliver gjort ved at regulere 2. rate i 2016, så hele den rabat, regeringen har besluttet at give, bliver trukket fra i betalingen for sidste halvdel af 2016.

Den samlede besparelse for grundejerne på landsplan er skønnet til 755 mio. kr., og for den enkelte grundejer kan besparelsen være op til 6,6 % af grundskylden.

Som grundejer skal man ikke selv foretage sig noget. Alle ejere af de berørte ejendomme vil i starten af næste uge få tilsendt en ny ejendomsskattebillet med posten eller i deres digitale postkasse.

Er man tilmeldt PBS, bliver betalingen rettet helt automatisk.

Er man ikke tilmeldt PBS, vil indbetalingskortet blive fremsendt i uge 30.

Ikke alle er omfattet

Det er kun ejere af ejerboliger som parcelhuse, rækkehuse, ejerlejligheder og sommerhuse, der skal betale mindre i ejendomsskat. Ejere af f.eks. udlejnings- eller andelsejendomme vil ikke få en besparelse.

Det er samtidig kun grundejere, som betaler ejendomsskat af den såkaldte grundskatteloftsværdi, der får glæde af fastfrysningen. Dem der betaler skat af den seneste grundværdi fra SKAT, får derimod ikke glæde af fastfrysningen.

Det skyldes, at det ikke er grundskylden som sådan, der fastfryses, men den såkaldte reguleringsprocent, som styrer stigningen i grundskatteloftsværdien.

Man kan både se SKAT’s vurdering og grundskatteloftsværdien på sin ejendomsskattebillet. SKAT har skønnet, at ca. 90 % af grundejerne betaler grundskyld af grundskatteloftsværdien.

Generelt kan man sige, at alle ejere af ejerboliger i år skal betale det samme eller mindre i grundskyld end sidste år. Skattebetalingen kan dog stige samlet set, hvis der er sket væsentlige ændringer i ejendommens forhold, som har medført en omvurdering fra SKAT.

Kommentarer