Samfund

Flertallet aflyser aftale om at bevare alle seks skoler

Hårlev: Mens nogle vælger at se på alle de mål, flertallet i byrådet har nået, vil andre ærgre sig over at skolerne i Stevns Kommune nu ikke længere er fredet

Glæden over at have nået næsten alle mål, der blev indgået efter seneste kommunalvalg, var stor forleden ved et pressemøde med partierne Venstre, Socialdemokraterne og SF.

Halvdelen af valgperioden er gået ,og de tre partier, der repræsenterer 15 af de 19 medlemmer af kommunalbestyrelsen, er nået rigtig langt.

– Vi har truffet de nødvendige aftaler og bl.a. sat den største anlægsvirksomhed nogensinde i gang. Samtidig har det været nødvendigt at træffe nogle alvorlige og upopulære beslutninger – bl.a. besparelser på skoleområdet, opdeling af børnepasningen i distrikter og flere større tilpasninger på social- og sundhedsområdet, sagde borgmester Poul Arne Nielsen (billedet) fra Venstre, ifølge DAGBLADET Køge.

Resten af valgperioden skal nu bruges på otte nye fokusområder. Blandt disse punkter er ikke længere et løfte om at bevare alle seks undervisningssteder i kommunen. Disse er derfor ikke længere fredet.

Ifølge den ny plan skal der i stedet satses på klimavenlig energi og tre nye cykelstier, skriver DAGBLADET.

(Foto: Stevns Kommune).

Kommentarer