Store Heddinge

Flertalsgruppen står bag budget 2020

Billede er fra Stevns Kommunes hjemmeside

 

Flertalsgruppen bestående af Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstre har indgået forlig om budget 2020.

Dvs. i alt 13 ud af 19 kommunalbestyrelsesmedlemmer står bag budgettet, som nu sendes til godkendelse i kommunalbestyrelsen den 5. november.

Vi har valgt ikke at sætte skatten op i 2020. For at få enderne til at mødes og finansiere underskuddet på 24,8 mio. kr. har vi i stedet valgt et træk fra kassebeholdningen, udtaler borgmester Anette Mortensen, der er godt tilfreds med det budget, som de har givet håndslag på:

Til trods for en presset stevnsk økonomi synes jeg, at har vi formået at prioritere vores kerneområder fortsat. F.eks. ved at sætte penge af til at styrke ældreplejen med en bedre normering og kompetenceudvikling til de ansatte på plejecentrene, og derudover et kvalitetsløft på tværs af hele børneområdet – fra sundhedspleje til dagpasning, skoler og specialområde.

Vi har formået at holde niveauet og på enkelte områder løfte servicen en lille smule, da vi i forligsgruppen er enige om, at vi har nået grænsen for, hvor meget vi kan spare på vores udgifter til service, hvis vi fortsat skal være en attraktiv kommune at bo og leve i, udtaler borgmester Anette Mortensen.

Hun tilføjer:

Vi håber, at der kommer en udligningsreform til næste år, som tilgodeser de kommuner, der er urimeligt hårdt presset på økonomien. I håbet om en positiv udligningsreform, har vi valgt at finansiere underskuddet på budgettet med et træk på kassebeholdningen i stedet for at sætte skatten op. Den mulighed bliver vi ikke ved med at have, for til sidst er kassen tom, og derfor holder vi også muligheden åben for at sætte skatten op i 2021, såfremt Stevns Kommune ikke bliver tilgodeset i en udligningsreform.

Stevns Kommune ligger fortsat et væsentligt stykke under landsgennemsnittet især på de store serviceområder, og vi har lave udgifter til administration og ledelse. Flertalsgruppen mener derfor, at Stevns Kommune har gode argumenter på hånden, når drøftelserne om udligningsreformen går i gang.

Udvalgte anlægsprojekter i 2020

Der er i budgettet for 2020 generelt ikke lagt op til nye store anlægsprojekter, men derimod på færdiggørelse af allerede igangværende projekter. Eksempler:

  • Sportshal i Store Heddinge
  • Plejecenter i Store Heddinge
  • Renovering af skoler i Store Heddinge og Hårlev
  • Byggemodning i Boesdal Kalkbrug
  • Styrkelse af natur, f.eks. Tryggevælde Ådal

Læs det samlede budgetforlig (pdf)

Kommentarer