Samfund

Flot vejr til sæsonafslutningen i Vemmetofte Vesterskov

Foto: Laura og Victor Koziara vandt deres klasse på børneruten

Vejret flot med solskin og tørvejr, og man kunne høre fuglene synge, til sæsonens sidste løb hos Stevns Orientering.

Søndag den 9. april afviklede Stevns Orientering sæsonens sidste orienteringsløb i Vemmetofte Vesterskov, med start på Vesterskovvej. Alle grøfterne i skoven var lige blevet gravet op, og især de dybe grøfter havde glatte skråninger.

– Da jeg sprang over en dyb grøft med ca. en halv meters vanddybde var jeg så uheldig at lande på modsatte bred og kunne ikke få fat i nogle grene at trække mig op. Jeg gled langsomt ned mod vandet, og måtte råbe om hjælp. Henning løb videre, men Torben kom tilbage og trak mig op. Efter løbet spurgte jeg Henning hvorfor han ikke hjalp mig, hvortil han svarede: så længe du råbte var du jo ikke druknet!, fortæller Erik Molnit fra Stevns Orientering.

Efter løbet var der fællesspisning på La Mer i Faxe Ladeplads hvor der blev uddelt diplomer til de tre første i hver klasse.

– Vi siger tak til skovejerne som igennem 43 år og igen i år har stillet deres skove til rådighed, så vi kan dyrke vores sport og komme ud i naturen, afslutter Erik Molnit.

Man kan se resultaterne fra det sidste løb i Vemmetofte Vesterskov, samt samlede resultater 2017 på stevns-orientering.dk.

Kommentarer