Samfund

Flotte placeringer i ‘Danmarks Stærkeste Klasse’

Stevns Kommune: Flere klasser fra Stevns fik rigtigt fine placeringer til landsfinalen i Danmarks Stærkeste Klasse

Onsdag den 1. juni var 350 elever fra 6. og 7. klasse samlet i Sorø Hallen for at dyste i Landsfinalen i Danmarks Stærkeste Klasse. Eleverne skulle ro 4.000 meter på tid på romaskiner, og flere klasser fra Stevns fik fine placeringer.

– Vores taktik er at ro så langt vi kan og så bare lave hurtige skift. Vi har øvet os rigtig meget på vores skift. Vi er allesammen rigtig spændte i dag. Vi kan jo se, hvordan de andre ror og vi kan se, at de ror rimelig godt. Vi er spændte på at se om vi kan slå vores egen rekord. Vi har trænet vildt meget sammen og er blevet rigtig gode venner, fortæller Viktor Emil Hansen, elev på Hellested Friskole, Stevns, forud for konkurrencen.

6. a fra Hvidebækskolen nær Kalundborg blev Danmarks Stærkeste 6. klasse og 7. c fra Ulkebøl Skole i Sønderborg blev Danmarks Stærkeste 7. klasse. Hvidebækskolen vandt med tiden 14:12,1 og Ulkebøl roede sig i til sejren i tiden 13:20,3.

For 6. klasserne kom 6. klasse fra Skelbæk Friskole på en 2. plads, 6. klasse fra Stevns Friskole kom på en 6. plads og 6. klasse fra Hellested Friskole kom på en 8. plads.

For 7. klasserne kom 7. klasse fra Skelbæk Friskole på en 2. plads, 7.b fra Hotherskolen kom på en 3. plads, 7.b fra Store Heddinge Skole kom på en 5. plads, 7.c fra Store Heddinge skole kom på en 7. plads, mens 7. klasse fra Stevns Friskole kom på en 8. plads.

Kommentarer