Fødevarenetværket afholder høstmarked hos Engvang

Strøby: Stevns Fødevarenetværk afholder det traditionelle høstmarked hos Engvang Frugt ved Strøby
Søndag den 21. september fra klokken 11 til 16 afholder Stevns Fødevarenetværk Høstmarked hos Engvang Frugt. Her vil en stor del af Fødevarenetværkets medlemmer vise egne produkter frem, fortælle historien bag produkterne og om produktionen, hvor og hvordan bliver de unikke produkter til.
På Høstmarkedet kan der købes alt fra de fineste urteblandinger og specialiteter, samt lækre syltede produkter både af bær og grøntsager. Friskplukkede frugter og bær og alle de gode lokale grøntsager finder man også på dagen. Høstmarkedet tilbyder alle ingredienser til et helt måltid, også lækkert lokalt øl og smagfuldt ungkvægkød i alle udskæringer.
Som noget nyt på markedet i år er der gæsteudstillere fra foreninger som relaterer til landbruget. Fjerkræklubben For Faxe & Omegn deltager med en fin udstilling med flere forskellige hønseracer. Man kan få sig en god snak med foreningens repræsentanter, som er parat til at rådgive om at holde høns i haven. Det er blevet mere og mere in’ at holde høns. Udover at man kan få sine egne æg til den lille husholdning, så er det også en hyggelig hobby.
En anden gæsteudstiller er den lokale 4H afdeling, som møder op med masser af underholdning for børn. For det første kridter de banen op til traktorræs med pedaltraktorer. Der vil være mange traktormærker repræsenteret, så alle kan prøve en tur. De unge fans af traktorer kan erhverve sig et traktorkørekort, hvis de er dygtige nok. 4H stiller også op med Kæpheste, så alle kan ta’ en tur på Kæphesten.
Mange 4H børn deltager desuden med deres kaniner, som alle kan få lov til at røre ved. De unge ejere fortæller gerne om hvordan de passer deres kaniner, og hvordan de har fået gjort dem tamme og kælne.
Der vil dagen igennem være hestevognkørsel for alle som har lyst til at få en tur rundt i det naturskønne område, der udgør Engvangs æble/pæreplantage.
De tidligere års æblekage-konkurrence er i år ændret til syltekonkurrence, og i år gælder det om at komme med det allerbedste syltede produkt, som består af både frugt og grønt.
Konkurrence: Lav et syltet produkt, som består af både frugter og grøntsager.
Frugt og grønt skal være af dansk oprindelse, gerne fra Stevns.
Der skal afleveres 2 ens glas á 300-400 gram.
Ingredienserne må godt have været frosset inden syltningen.
Der skal medfølge opskrift, på et A4 ark.
På glassene skal der stå hvilke frugter og grøntsager der er brugt.
Der må ikke sættes navn på glassene.
Der er ikke krav om hvor stor en del der er grønt eller frugt. Men det forventes, at det er tydeligt, at begge dele kan ses og smages i det færdige produkt.
Glassene afleveres på dagen inden klokken 13.00 i Fødevarenetværkets telt.
Helt tilfældige gæster vil få udleveret en kuvert med opfordring til at være dommer, samt oplysninger om konkurrencen. Kåring af årets syltede produkt sker klokken 15.00 i Fødevarenetværkets telt.
Et stort Madtelt på markedspladsen vil sætte alt ind på at markedets gæster ikke går sultne hjem. Jens Hansen fra ”Livsnyder og Bonderøv” vil sammen med Per Rolighed fra ”Det gyldne røgeri” sætte alle sejl til og byde på smagsoplevelser udover det sædvanlige.
Der vil være måltider for enhver smag, om man er til varmrøget fisk eller langtidsgrillstegt ungkvægkød, med masser af gode lokale grøntsager. Alt bliver tilberedt på spændende måder, så smagsløgene bliver pirret til fulde.
Eftermiddagskaffen nydes ved Kaffeboden, hvor Horisonten’s unge mennesker vil servere kaffe med kager fra de lokale bagere, som også er medlemmer i Stevns Fødevarenetværk.
Engvangs natursti, der bliv en realitet i den snart forgangne sommer, indbyder til en tur helt ned til åen, langs med de store bærtunneller. Flere steder undervejs er der bænke hvor man kan sidde og nyde naturen.
Undervejs kan alle deltage i en skattejagt, der starter ved Fødevarenetværkets telt.
Høstmarkedet kan opleves fra klokken 11.00 til 16.00 hos Engvang frugt & specialiteter, Varpelevvej 2, 4671 Strøby
Kommentarer