Folkeskolen mister velfungerende elever

Hårlev: To forældre har flyttet deres børn fra Hotherskolen på grund af flere elever med særlige behov i samme klasse
Kommunernes Landsforening og regeringen aftalte i 2012, at folkeskolen skal optage flere elever med særlig behov i normalundervisningen. Målet er at 96 procent af alle elever skal være inkluderet i normalundervisningen i folkeskolen i 2015. Inklusionen af børnene med særlige behov betyder at der i gennemsnit vil være otte inkluderede børn per skole i 2015, ifølge Undervisningsministeriet.
Nu viser en rundspørge foretaget af Politiken at forældre flytter deres velfungerende børn fra folkeskolerne, når der kommer elever med særlige behov i klassen.
Ud af i alt 301 af de adspurgte skoleledere svarede knap hver femte, at inklusionen er skyld i at forældre har flyttet deres børn. Der er blevet flyttet fra én til 15 børn på de berørte skoler.
Det seneste år er to elever blevet flyttet fra Hotherskolen i Hårlev, fordi der var flere elever med særlige behov i samme klasse.
– Når børn bliver taget ud af skolen af den årsag, er det selvfølgelig trist, for vi har en god folkeskole, som er indrettet til at tage hånd om det enkelte barn. Men nogle forældre mener ikke, at deres børn modtager den undervisning, de bør, på grund af de andre elever, siger skoleleder Johnny Larsen fra Hotherskolen til Politiken.
– Der har været en dækning, som går på, at de inkluderede børn er nogle, der råber, skriger og slår. Sådan er det langtfra altid. Men når forældre tager deres børn ud, er det en legitim beskyttelse af deres barn, siger skoleledernes formand, Claus Hjortdal til Politiken.
– Vi skal blive bedre. En af de vigtigste opgaver, vi har nu, os i ministeriet, kommunerne og skolebestyrelserne, er, hvordan vi får klædt skolerne godt nok på, siger undervisningsminister Christine Antorini (S) til Politiken. Hun kalder resultatet af rundspørgen for “bekymrende”.
Kommentarer