Hellested

Folketeatret besøger Hellested Forsamlingshus

hunden_er_rask

Hellested: Stevns Teaterforening har inviteret Folketeatret på besøg med monologen ”Hunden er rask”

Tirsdag den 18.november klokken 19.30 kommer Folketeatret på besøg med monologen ”Hunden er rask”, i Hellested Forsamlingshus.

Stevns Teaterforening har igen Rusland på scenen. Rasmus Bjerg har netop besøgt Stevns med Dostojevskijs Kældermenneske fra Zarens Rusland. Nu kommer Pia Rosenbaum med groteske historier fra sovjettiden.

Grotesk liv bag jerntæppet sat på scenen

Hunden er rask handler om en ung kvinde, Sonja, der kommer til Danmark under den kolde krig. Hun kommer fra Leningrad med morsomme, melankolske og til tider absurde historier i bagagen. Historien om livet bag jerntæppet, KGBs evindelige luren i kulissen, sult, fattigdom og overlevelse fortælles med stor galgenhumor og livsklogskab.

Monologen trækker tråde tilbage til store nedslag i verdenshistorien; 2. verdenskrig, Leningrads belejring, den første mand i rummet og den kolde krigs lange skygger gennem Europa.

Forestillingen er baseret på bogen “Hunden er rask – Fortællinger fra mit liv i Sovjet” af Sonja Vesterholt skrevet i samarbejde med Britta Sørensen.

Pia Rosenbaum fandt sammen med Sonja Vesterholt ved et lykkeligt sammentræf. De to satte sig for at omskabe bogen til scenen. Pia Rosenbaum har flere succesrige monologer på sit repertoire, sidst Århundredets Rose, som var på Stevns Teaterforenings program i forrige sæson.

– Egentlig skulle Pia have spillet på Snurretoppens scene, siger Leif Sinius, formand for teaterforeningen, ”men Spilledåsen har samme aften besøg af Rasmus Lyberth. Heldigvis kan vi være i Hellested Forsamlingshus, hvor vi før har spillet med stor succes.

Formanden slutter med at sige, at teaterforeningen er glad for at kunne spille flere steder i kommunen, for ”vi ønsker at være hele Stevns’ teaterforening.”

Forestillingen varer cirka 85 minutter. Pia Rosenbaum vil være tilstede efter forestillingen til en snak om forestillingen.

Man kan bestille billetter on-line på stevns-teater.dk

Folketeatret kommer på besøg tirsdag den 18.november klokken 19.30 i Hellested Forsamlingshus. Adressen er Maglehøjvej 6, Hellested, 4652 Hårlev.

Kommentarer