Forårsklargøring i Solgårdsparken lørdag
Strøby Egede: De mange velbesøgte arrangementer i Solgårdsparken kunne slet ikke afholdes uden det store arbejde støtteforeningens frivillige udfører.
Lørdag den 18. april indkalder Solgårdsparkens Støtteforening til forårsklargøringsdag. De håber at rigtigt mange frivillige vil møde frem og hjælpe med at gøre borde, bænke og griller klar til sommersæsonen. Desuden skal gulv og vægge i den 44 meter lange pavillon fejes for spindelvæv samt skidt. Der skal også gang i malerpenslerne.
Man bedes selv medbringe arbejdshandsker. Resten sørger Støtteforeningen for.
Klokken 12 inviterer støtteforeningen traditionen tro til en velfortjent frokost, som tak for indsatsen.
Sæsonen i Solgårdsparken begynder søndag den 26. april klokken 10.00 med den traditionelle standerhejsning.
Solgårdsparken ligger mellem Køge Bugt og Tryggevælde Å i Strøby Egede. Solgårdsparkens Støtteforening får blandt andet indtægter på sponsorgaver, reservering af foreningens borde og bænke samt overskud fra musikarrangementer. Pengene går til forbedring og vedligeholdelse af parkens rekreative opholdssteder til gavn for parkens gæster. Årets kontingent er på 100 kroner.
Arbejdsdagen afholdes lørdag den 18. april. Man mødes klokken 9 ved De Røde Pavilloner i Solgårdsparken, der ligger på adressen Stevnsvej 28-30 i Strøby Egede.
Fakta om Solgårdsparken
Forfatterinden Karen Bramson byggede i 1904 en såkaldt strandvejsvilla, som fik navnet Solgården. Her hentede hun inspiration til sine teaterstykker, og samtidig blev det et kulturelt mødested for kunstnere fra store dele af Europa.
Skibsreder Marius Nielsen købte Solgården i 1917 og udvidede haven til en stor park. Under vejledning af en landskabsarkitekt gravede man kanaler, søer og anlagde alleer. På sine rejser i Sydeuropa opkøbte skibsrederen kunstværker, som blev placeret forskellige steder i parken.
Solgårdsparken giver gæsterne mulighed for mange naturoplevelser. Man kan grille, lege og hygge sig ved de faciliteter som Støtteforeningen stiller til rådighed.
Kilde: visitdanmark.dk
Kommentarer