Rødvig

Foredrag om Holbergs satire ’Niels Klim’ i Harmonien

Rødvig Borgerforening får besøg af i en spændende forsker og foredragsholder i forbindelse med ’Forskningens Dag’.

Tirsdag den 25. april klokken 19.30 til cirka 21.00 kommer en spændende forsker og foredragsholder Peter Zeeberg, som forsker i og skriver om Ludvig Holberg og hans mange værker til Rødvig. Han holder et spændende foredrag som henvender sig både til unge og voksne på 1. sal i Harmonien.

Foredraget handler om Ludvig Holbergs roman ’Niels Klims underjordiske rejse’, en 300 år gammel satire, der ikke har mistet sin brod. Holbergs kamp for sund fornuft og tolerance er så relevant i dag som dengang.

Gamle romaner kan ofte virke noget tunge i det, også selv om de er ment som underholdning. Med Holbergs roman om Niels Klim fra 1741 er det nærmest omvendt: Forfatteren selv mente at den var temmelig filosofisk, men for nutidens læsere er den yderst underholdende.

Der er tale om en fantastisk rejsebeskrivelse. Den naive Niels Klim ender ved et uheld i jordens indre, hvor han møder det ene mere mærkelige folkeslag efter det andet. Det hele er en rammende satire over ufornuft, vanetænkning og mangel på tolerance. Hvis sædvaner og traditioner ikke holder for et kritisk blik, må de nedbrydes. Derfor bliver Holbergs roman blandt andet til en slags feministisk kampskrift.

Holberg skrev bogen på latin for at nå ud til et stort internationalt publikum – og det lykkedes. I løbet af et år eller to var den oversat til alle de vigtigste europæiske sprog. Men den latinske original gemmer på hemmelige pointer som ingen oversættelse kan gengive. Også dem løfter foredraget sløret for.

Peter Zeeberg er ledende redaktør for den store nye Holberg-udgave; Ludvig Holbergs hovedværker 1-22, der udgives af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Aarhus Universitetsforlag. ’Niels Klims underjordiske rejse’ i Peter Zeebergs nye oversættelse udkom 2012.

Foredraget er gratis, drikkevarer, kaffe og kage kan købes.

Kommentarer