Foredrag med Stine Bo i Hårlev mandag

Hårlev: WiB Køge inviterer til et spændende foredrag med Stine Bo mandag aften i Hårlev
Mandag den 21. oktober inviterer Women in Business WiB – Køge til et spændende foredrag med vanebryder og coach Stine Bo med titlen: Spytter du blod?!
Stine Bo er i dag partner i succesvirksomheden Habitmanager, hvor hun lærer andre at bryde vaner og tænke anderledes for at yde mere. I dag er Stine Bo i flow og mærker dagligt lykkens vingesus. Men i bagagen har hun en vanvittig og næsten utrolig historie fra en verden, som kun de færreste kender sandheden om.
Som ganske ung opdager Stine Bo, at hun har talent for at træne hest og rytter til succes. Hun får chancen for at udøve sine evner med ansvar for avl og konkurrencer på en stor herregård i Europa. Stine skal finde en avlshingst og der skal tjenes penge. Mange penge. Stine Bo møder sit livs kærlighed, den smukke avlshingst Sandro King. Men på vej hjem fra et stævne går noget galt. Sandro King skades i transporten og herefter starter et mareridt og en kamp for at redde både Sandro Kings – og Stines eget liv.
Hør den rørende og enormt inspirerende historie om at blive lagt ned i livet og rejse sig igen både klogere og stærkere! Og få indblik i en verden, som de fleste starter med at elske, men mange ender med at hade.
Foredraget finder sted på en hyggelig hestepension for at gøre det ekstra autentisk. WiB Køge anbefaler praktisk tøj og fodtøj samt en varm trøje! Og måske en enkelt Kleenex…..
Arrangementet er gratis for både medlemmer og gæster, men medbring gerne lidt småpenge til kaffekassen.
Man kan følge WiB på Facebook
Tilmelding sker til WiB ambassadør Sandra Jul Jensen på sandra@houseofmarketing.dk.
Foredraget kan høres mandag den 21. oktober fra klokken 19 til 21 hos TC Place Hestepension, Holtelandsvej 7 i Hårlev
Kommentarer