Foredrag om Grundtvig i Sankt Katharina Kirke
Store Heddinge: Store Heddinge Sogn inviterer tirsdag aften til et gratis foredrag om Grundtvig
Tirsdag den 3. juni klokken 19.00 inviterer Sankt Katharina Kirke til foredrag med foredragsholderen og Grundtvig-forskeren Uffe Jonas, der er bosat på Stevns.
Foredraget.”Menneske først og kristen så” handler om personlig dannelse, samfundsdannelse og åndelig dannelse i vor tid. Hvad lagde Grundtvig egentlig selv i udtalelsen “Menneske først og kristen så”. Hvorfor er det så vigtigt, at vi er mennesker først?
Foredraget handler om sammenhængen imellem det individuelle, det samfundsmæssige og det guddommelige i Grundtvigs univers. For ham var det helt afgørende, hvordan det lille menneskeliv, vi lever, hænger sammen med den store verden, naturen og det levende kosmos, der omgiver os. Han betragtede livet som én lang åndelig oplysnings- og opvågnings-proces.
Mennesket er et væsen i åndelig vækst. Men hvad indebærer de forskellige aldre og dannelsesfaser, vi som mennesker typisk går igennem i løbet af livet. Hvad er forholdet imellem os selv som individer og de større livsfællesskaber, som vi indgår i. Hvad betyder det, at være menneske og hvad betyder det, at blive kristen i Grundtvigs verden?
Der er gratis adgang.
Alle er velkomne.
Foredraget foregår tirsdag den 3. juni klokken fra klokken 19.00 til 21.00 i Sankt Katharina Kirke, Store Heddinge.
Uffe Jonas er forfatter, foredragsholder, sanger og komponist. Desuden ph.d. i Nordisk Litteratur. Han har været dybt optaget af Grundtvigs filosofi, kosmologi og spiritualitet i henved 25 år, og formidler en original og spillevende vision af forfatterskabet. Hans storværk Solen ved Midnat – Grundtvigs Sang til Kosmos udkommer til efteråret.
Uffe er tilknyttet Grundtvig Centret som redaktør, essayist og kommentator på den engelske udgave af Grundtvigs skrifter.
Som sanger og komponist har han blandt andet komponeret nye melodier til en række hidtil ukendte Grundtvig-sange.
Kommentarer