Foredrag om ombudsmanden i Café Stevnen torsdag
Hvad laver Folketingets Ombudsmand egentlig? Det kan man få svar på ved at besøge Café Stevnen torsdag aften.
Torsdag den 16. februar klokken 19.00 inviterer Café Stevnens Venner til årets første foredragsaften, denne gang ved Områdechef Karsten Loiborg, fra Folketingets Ombudsmand.
Karsten Loiborg vil besvare spørgsmål om, hvorfor har vi en ombudsmand? Hvad kan ombudsmanden gøre, og hvad kan ombudsmanden på den anden side ikke beskæftige sig med? Hvilke sager og spørgsmål går ombudsmanden typisk ind i, og hvad kan der komme ud af en sag hos ombudsmanden.
Folketingets Ombudsmand har sin egen paragraf i Grundloven, og ombudsmanden og hans arbejde omtales jævnligt i medierne. Han (eller hun) vælges af Folketinget. Opgaven er på Folketingets vegne at føre tilsyn med offentlige forvaltningsmyndigheder, det vil sige kommuner, regioner samt statslige og særlige forvaltningsmyndigheder og nogle særlige private institutioner.
Ombudsmanden kan tage stilling til, om de nævnte myndigheder med videre overholder lovgivningen og god forvaltningsskik. Ombudsmanden kan behandle både klagesager og sager, som han tager op på eget initiativ.
Alle borgere kan henvende sig til Folketingets Ombudsmand, men der er forskellige betingelser for, at en borger kan få sin sag behandlet af Folketingets Ombudsmand. Ombudsmanden afgør i øvrigt selv, om han vil undersøge en sag. Nærmere oplysninger om ombudsmandens arbejde kan ses på hjemmesiden www.ombudsmanden.dk
Karsten Loiborg bor i Store Heddinge. Han har arbejdet mange år hos Folketingets Ombudsmand.
Der vil være mulighed for spørgsmål og debat.
Tilmelding er ikke nødvendig.
Prisen er 50 kroner inklusive kaffe/kage, som betales ved indgangen.
Kommentarer