Foreningen Stevns Frivillighedscenteer er nu stiftet

Hårlev: Over 60 personer fra et bredt udvalg af stevnske foreninger og andre der laver frivilligt arbejde, var mødt frem til den stiftende generalforsamling.
Onsdag den 5. oktober blev foreningen Stevns Frivillighedscenter stiftet og dermed er Stevns Frivillighedscenter klar til at overgå fra at være et kommunalt udviklingsprojekt til et selvstændigt foreningsorganiseret frivillighedscenter. Dette er et krav for at opnå statsstøtte til driften.
Over 60 repræsentanter fra et bredt udvalg af stevnske foreninger og andre grupper af personer der laver frivilligt arbejde, var mødt frem til den stiftende generalforsamling, der blev afholdt på Sundheds- og Frivillighedscentret i Hårlev.
Læs også: Stevns Frivillighedscenter går foreningsvejen
Der var god stemning på generalforsamlingen og debatten viste tydeligt, at de frivillige ser frem til at frivillighedscentret bliver endeligt etableret.
Foreningens formål er at etablere og drive et center for frivillige i Stevs Kommune, der kan medvirke til at fremme alle former for lokal frivillig indsats og aktivt medborgerskab i Stevns Kommune samt støtte, udvikle og synliggøre den frivillige indsats.
Det søges opnået ved at
- drive Stevns Frivillighedscenter
- skabe et videns- og ressourcecenter for den frivillige indsats
- gøre en aktiv indsats for at synliggøre det frivillige arbejde og dets tilbud
- formidle kontakt og dialog mellem enkeltpersoner, foreninger og organisationer til styrkelse af alle former for frivillig indsats i kommunen
- støtte og udvikle frivillighedsområdet i medlemmernes interesse, herunder at skabe netværk for medlemmer
- støtte nye initiativer med råd og vejledning
- fremme samskabelsen og nye velfærdsløsninger mellem det frivillige arbejde, Stevns Koomune, erhvervslivet og andre relevante aktører
- bistå medlemmerne med motivering, rekruttering og fastholdelse af frivillige
- støtte medlemmerne med udvikling af nye eller igangværende projekter
- tilbyde uddannelse og kurser til medlemmerne
– Hvor er det dejligt at se det store fremmøde til generalforsamlingen og den interesse det er udtryk for. Jeg ser frem til at fortsætte mit arbejde i den nye organisatoriske ramme, udtaler frivillighedskoordinator Lena Bjerrum Bach.
Arbejdet med etablering af foreningen er udført af en arbejdsgruppe der blev nedsat på et borgermøde for godt 2 år siden. Det har været vigtigt for arbejdsgruppen, at Frivillighedscentrets ses som et ressourcecenter der henvender sig til alle former for frivilligt arbejde – ikke kun det frivillige sociale arbejde. Det har også været vigtigt at understrege at Frivillighedscenteret ikke skal styre det frivillige arbejde, men understøtte og servicere det.
Johnny Andersen fra Hårlev Borger og Erhvervsforening blev valgt som formand for bestyrelsen. Den øvrige bestyrelse består af Bjarne Hendrichsen (Snurretoppen, næstformand), Hanne Olsen (Ældresagen kasserer), Jette Balslev (Cafe Stevnens Venner), Salah Arab (Stevns Integrationsforening), Anny Borch Jensen (Kræftens Bekæmpelse) og Jan Brangstrup (Enderslev-Vråby Idrætsforening). Som suppleanter valgtes Kim Andersen (STG Vallø) og Tom Nielsen (Rødvig Borgerforening).
Kommentarer