Foreningen Taita Baskets nedlagt efter 10 år
Hårlev: Det alternative ulandsprojekt for kvinder Taita-området i Kenya, foreningen Taita Baskets har nedlagt sig selv.
Foreningen Taita Baskets med hjemsted i Hårlev har nedlagt sig selv efter 10 år. Foreningens formål var at sælge farvestrålende kurve og tasker fra Taita-området i Kenya på markeder og salgsmesser. Det skriver Dagbladet. Overskuddet gik ubeskåret til de kvinder, der havde fremstillet kurvene og taskerne.
Krumtappen i foreningen i gennem alle årene har været Gro Strømnæs. Hun begrunder nedlæggelsen af det alternative ulandsprojekt med at kvinderne i Taita District nu har slagsbrochurer på engelsk og fremover selv kan stå for salget.
– Jeg er meget glad og synes, at vi skal være stolte af forløbet. Vi har støttet økonomisk, men også været med til at sætte fokus på det fantastiske håndværk, været med til at udvikle kvaliteten og kommet med planer for videre salg, siger Gro Strømnæs til Dagbladet.
Foreningens nuværende overskud, som ligger på mellem 100.000 og 110.000 kroner, skal gå til at bygge et hus til kvinderne i Taita District, så de har et sted at udfolde deres aktiviteter.
Gro Strømnæs og hendes mand, Mogens Toftegård Olsen rejser selv til Taita District i nær fremtid, for at overdrage pengene. Hvis byggeriet af en eller anden grund ikke kan gennemføres, vil pengene i stedet gå til SOS-Børnebyerne i Nairobi, der er hovedstaden i Kenya.
Kommentarer