Strøby Egede

Foreningen Valløbåden afholder fiskedag på fredag

Strøby: På fredag er det tid for den årlige traditionsrige fiskedag med Valløbåden, for Stevns Kommunes børn og unge

På fredag den 6. juli gennemfører Foreningen Valløbåden den traditionelle fiskedag for børn og unge for 9. gang, som en del af »Aktiv Sommer« arrangementerne i Stevns Kommune. Dagen var ellers tæt på at blive aflyst, fordi kommunens sommerhus ved Vejs Ende var sat til salg i foråret. Sommerhuset er en uundværlig base når arrangørerne gennem en hel dag har ansvaret for ca. 40 børn i alderen 7-14 år så tæt på vand og havn.

Fiskedagen begynder klokken 9.00 og der fiskes i hold fra 3 både og der er tradition for gode fangster. Man håber, hornfisken fortsat er i Køge bugt, og at ørrederne er sultne. På land går tiden med en kastekonkurrence. Man kan også lære at håndtere en fiskekniv og slagte og rense fangsten.

Herefter kan de fangede fisk grilles. Fiskene kan dog erstattes med en pølse eller et snobrød tilberedt over grill/bål.

Foreningen sættes sikkerheden højt. Derfor skal hvert barn medbringe en redningsvest, der i vægt og størrelse passer barnet. Udover de almindeligt gældende regler for sikkerhed til søs har foreningen udarbejdet en ny sikkerhedsinstruks for sejlads med børn og unge mennesker, efter Præstøulykken i februar sidste år.

Foreningen Valløbåden har plads til nye medlemmer over 18 år i foreningen. Interesserede kan få yderligere informationer på fiskedagen.

Fiskedag med Valløbåden er arrangeret af Foreningen Valløbåden og Stevns Kommune i samarbejde med DGI Storstrømmen.

Mødestedet er Garderhøjens Havn, en lille naturhavn ved Vejs Ende i Strøby Ladeplads

Kommentarer