Strøby Egede

Forfatteraften på Strøby Egede Bibliotek

Stevns Bibliotekerne inviterer til forfatteraften med forfatteren Anne-Marie Vedsø Olesen, som i 2017 flyttede til Stevns og bosatte sig på Vallø Slot.

Tirsdag den 27. februar klokken 19 inviterer Stevns Bibliotekerne til forfatteraften med forfatteren Anne-Marie Vedsø Olesen, som bor på Vallø Slot. Det foregår i Fælleshuset på Strøby Egede Bibliotek.

Ved foredraget vil Anne-Marie fortælle om sin nyeste roman ’Lucie’, der udkommer den 9. februar på Politikens Forlag.

’Lucie er tusind år gammel. Hun er nordisk kannibal. Hun er umættelig. Lucie kan ikke dø. Om sig selv ved hun kun, at hun for tusind år siden steg fuldvoksen op af Trondhjemsfjorden, og at hun med jævne mellemrum overmandes af en hunger efter levende menneskekød.

’Lucie’ er en spændingsfyldt, eksistentiel roman om nordiske myter og kristendom, om dødelighed, identitet, tro og rationalitet.

Anne-Marie Vedsø Olesen er oprindeligt uddannet læge, men da hun debuterede med den prisvindende historiske roman ’Salernos sol’ i år 2000, skiftede hun karriere og har siden arbejdet fuld tid som forfatter.

Billetterne koster 25 kroner og de kan købes på bibliotekerne fra mandag den 29. januar.

Kommentarer