Forlænget frist for ideer til Kriegers Flak
Store Heddinge: Energinet.dk har lyttet til kritik på borgermøderne onsdag og torsdag i sidste uge og de forlænger nu fristen med to uger
Fristen for at borgere, myndigheder, organisationer og andre kan komme med ideer og forslag til VVM-undersøgelse for den ny havmøllepark Kriegers Flak bliver nu forlænget.
– Vi har lyttet til de borgere, der mener, de ikke er blevet informeret ordentligt. Derfor sender vi nu projektmaterialet ud til yderligere en række naboer, vi forlænger fristen for at komme med forslag og kommentarer, og vi holder et ekstra borgermøde, siger projektleder Jens Christian Hygebjerg, Energinet.dk. Det skriver Naturstyrelsen.dk.
Folketinget besluttede sidste år, at der skal laves en havmøllepark på Kriegers Flak i Østersøen. Det statslige selskab Energinet.dk har fået til opgave at lægge de kabler og bygge de anlæg, der skal få strømmen fra havmøllerne ind i det eksisterende elnet.
Læs også: Borgermøde om kæmpe havvindmøllepark
I alt 500 lodsejere i de foreslåede projektområder ved Ishøj og på Stevns har fået tilsendt brev og projektbeskrivelsen. Der er desuden indrykket annoncer i ugeaviser. Men en del af de naboer, der bor uden for projektområdet, men stadig tæt på en måske kommende transformerstation, har ikke fået brev.
Derfor sender Energinet.dk og Naturstyrelsen i næste uge materialet ud til flere naboer i nærområdet og forlænger fristen for at komme med ideer og forslag til den 20. juni 2013.
– vi kan godt forstå, at nogle borgere er bekymrede. Men det er vigtigt at understrege, at processen først lige er gået i gang, og det er ikke lagt fast, om transformerstationen skal ligge på det ene, andet eller tredje sted. Vi er på i en tidlig fase af projektet, hvor borgerne har mulighed for at komme med ideer, forslag og kommentarer, siger Jens Christian Hygebjerg, Energinet.dk. Det skriver Naturstyrelsen.dk.
Alle borgernes input kommer til at danne grundlag for den VVM-redegørelse, Energistyrelsen og Naturstyrelsen skal lave. VVM står for Vurdering af Virkningerne på Miljøet. Redegørelse skal belyse konsekvenserne for mennesker, dyr, planter, kulturarv mm.
Kommentarer