Strøby Egede

Forskel på campingvogn-regel i nord og syd på Stevns

Rødvig/Strøby: Hvis sommerhusejere vil have en campingvogn stående på deres grund, skal de vælge at købe sommerhus i den nordlige del af kommunen

Sommerhusejere i Rødvig må ikke have en campingvogn stående på deres grund, men det må sommerhusejere i det nordlige af Stevns Kommune gerne. I Strøby Egede og Strøby Ladeplads er lokalplanen nemlig mere lempelig end i syd.

Det kan sommerhusejeren fra Maelskifterne i Rødvig så fundere lidt over, efter at have fået kommunens afslag på at måtte have sin campingvogn stående.

Kommunen skriver selv i dagsordenen til Kommunalbestyrelsens møde i sidste uge, hvor campingvognsagen var på:

Det kan oplyses, at der er forskel på bestemmelserne for sommerhusområderne  i den nordlige og sydlige del af kommunen. For den nordlige del (Strøby Egede/Strøby Ladeplads) gælder følgende:

Haver og friarealer. Haver skal ved beplantning eller belægning gives et ordentlig udseende. Haver må ikke anvendes til lager, som for eksempel af byggematerialer, genbrug eller uindregistrerede campingvogne og biler.

For den sydlige del (Rødvig) gælder følgende:

I lokalområder må der generelt ikke henstilles campingvogne. (…) Der må ikke på parcellerne oplagres noget, som efter kommunalbestyrelsens skøn virker skæmmende, eller ved røg, støj, ilde lugt eller lignende kan være til gene for de omkringboende.

I nord må det derfor anses for helt i orden, hvis der står campingvogne, som er indregistrerede og i brugbar stand, mens der i syd slet ikke må stå campingvogne.

Kommentarer