Forsker opdager 7 forhistoriske snegle
En af syv nye beskrevne fossile sneglearter er opkaldt efter Rødvig.
Hele syv nye arter af fossile snegle er netop blevet opkaldt efter lokaliteter langs Stevns Klint; Rødvig, Skeldervig og Knøsen. Selve Stevns er også kommet på det videnskabelige landkort. Det er palæontolog Thomas Hansen, der til dagligt arbejder i Tromsø, som står bag opdagelsen. Gennem Østsjællands Museum indsamlede og kortlagde Thomas i 2010-2011 faunaen i Stevns Klint. Projektet var som en del af forberedelserne til at få Stevns Klint optaget på UNESCO prestigefyldte Verdensarvsliste.
Stevns Klint fyldt med snegle i perioden omkring dinosaurernes død
Fiskeleret markerer som bekendt dinosaurernes død og Stevns Klint er det bedste sted i verden at se Fiskeleret. Derfor er Stevns Klint UNESCO Verdensarv. Stevns lå dengang under vand for 66 millioner år siden, og livet på havets bund var fyldt med snegle. Det kan i dag ses i de geologiske lag, der ligger over og under Fiskeleret. Langt størstedelen af de nye fundne sneglearter findes i laget lige over Fiskeleret.
Museumsinspektør fra Geomuseum Faxe, Jesper Milàn udtaler:
– Det er et helt fantastisk grundigt stykke arbejde Thomas har lavet her, at man stadig kan gå ud og finde så mange nye ubeskrevne arter, understreger endnu engang hvor vigtig en geologisk lokalitet Stevns Klint er.
Hele otte år har Thomas Hansen brugt på at beskrive sneglene og hvad er bedre end at opkalde de nye arter fra stederne, hvor de er fundet? På den måde er Rødvig, Skeldervig, Knøsen og Stevns blevet foreviget i videnskaben igennem fossile sneglenavne. Vi skal have den latinske tunge frem når navnene skal udtales; Ceratia rodvigensis er fundet og opkaldt efter Rødvig, Ageria skeldervigensis og Epetrium skeldervigensis, er begge fundet i Skeldervig og navngivet herefter. Ataphrus knoesensis er opkaldt efter Knøsen. Amaea stevniensis, Temnotropis stevniensis og Cylichna stevniensis, alle tre arter er opkaldt efter Stevns. Har navnene vakt interesse for yderligere fordybelse kan arterne læses i en 196 siders monografi: Gastropods from the Cretaceous-Palaeogene boundary in Denmark.
– De fleste af sneglene befinder sig lige nu på Statens Naturhistoriske Museum, men vi håber de snart kan blive udstillet på Geomuseum Faxe, slutter Jesper Milàn.
Kommentarer