Store Heddinge

Forskning skal hjælpe kronikere og multisyge

Region Sjælland skruer op for sundhedsforskningen. – Vi vil tage ansvar og lave forskning, der gavner borgerne, siger udvalgsformand.

Forskningen på sygehusene i Region Sjælland skal være med til at gøre livet lettere for borgere med kroniske sygdomme og multisygdom. Det er hovedmålet med Region Sjællands nye politik for sundhedsforskning, som Regionsrådet vedtog mandag.

– I Region Sjælland skal vores sundhedsforskning hænge tæt sammen med virkeligheden. To ud af tre borgere i Region Sjælland har én eller flere kroniske eller langvarige sygdomme, for eksempel KOL og diabetes. Det skaber ulighed i sundhed. Derfor skal forskningen på vores sygehuse især have fokus på kronikere og multisyge, så de kan få et bedre liv med deres sygdom, siger Annemarie Knigge, formand for Regionsrådets Udvalg for Sygehusenes behandlingstilbud.

Forskning på budgettet

Med den nye politik bliver ambitionerne for forskningen i Region Sjælland sat markant op. Der forskes i dag på alle sygehuse i regionen, men for første gang bliver der nu sat tal på, hvor meget der skal forskes. Akutsygehusene skal bruge 1,5 procent af deres budgetter på forskning, mens Sjællands Universitetshospital skal bruge tre procent af budgettet på forskning. Samtidig skal en større del af forskningen finansieres udefra, blandt andet med støtte fra EU. Det skal være med til at skabe endnu stærkere forskningsmiljøer på sygehusene og i psykiatrien, siger Annemarie Knigge:

– Vores sygehuse skal være førende i hverdagsforskningen, som berører de mange. Vi vil være kendt for nyttig forskning, der tager ansvar og er med til at løse de udfordringer, som sundhedsvæsenet står i. Vi ønsker at tiltrække de dygtigste fagfolk og forskere på området, for på den måde at give patienterne det bedste behandlingstilbud, siger hun.

En af udfordringerne er, at der kommer flere og flere muligheder for behandling – også flere end sygehusene har råd til at tilbyde. Der skal prioriteres skarpt fremover, og her er regionens egen sundhedsforskning helt afgørende, når der skal vælges til og fra, forklarer Knut Borch-Johnsen, formand for Det Regionale Forskningsråd:

– Sygehusene skal være åbne overfor nye måder at gøre tingene på, men samtidig skal vi også være på sikker grund. Vi kan ikke gøre det hele. Derfor er der, mere end nogensinde før, brug for solid forskning. Tæt på patienterne og med fokus på det, de fleste fejler. Vi vil afprøve nye metoder til at styrke behandlingen af folkesygdommene. Det vil vi gøre i et stærkt forskningsdesign, hvor vi leder efter evidens for anderledes og bedre behandlinger, og hvor vi også har blik for at optimere det, sygehusene allerede gør i dag, siger Knut Borch-Johnsen.

Borgerne er med

Konkret lægger politikken for sundhedsforskning op til, at Region Sjællands sundhedsforskning skal skabe bedre sammenhæng mellem behandlingen på sygehusene og i det nære sundhedsvæsen, så flere borgere kan blive behandlet ambulant eller i deres eget hjem. Der skal blandt andet forskes i, hvordan man forebygge genindlæggelse og i brug af telemedicin og digitale løsninger til borger med kroniske sygdomme.

Politikken skal også sikre patienter og borgere større indflydelse på den forskning, der udøves. For eksempel skal patienter, pårørende og forskere sammen udvikle forskningsprojekter.

– Det er ikke politikerne, der skal bestemme, hvordan der forskes. Men vi skal sikre rammerne for den aktive forskning og borgernes indflydelse på forskningen. Forskningen skal være for patienterne og sammen med patienterne. Det giver relevant forskning, med resultater, der gør en forskel, siger udvalgsformand Annemarie Knigge.

Fakta om politik for sundhedsforskning

– Region Sjællands Politik for Sundhedsforskning 2019-2022 sætter retning for den forskning, der foregår på regionens sygehuse og i Psykiatrien

– Politikken har særlig fokus på kronisk sygdom og på multisygdom, hvor omstilling til det nære sundhedsvæsen spiller en stor rolle

– Det Regionale Forskningsråd har stået i spidsen for arbejdet med politik for sundhedsforskningen. Politikken er godkendt af Regionsrådet.

– Region Sjælland har også tidligere haft en politik for sundhedsforskning.

Kommentarer