Forsøg på tricktyveri i Vestergade i Store Heddinge
Store Heddinge: En tricktyv forsøgte tirsdag formiddag at snyde en 97-årig kvinde der bor i Vestergade i Store Heddinge.
Onsdag den 19. oktober klokken 12.00 anmeldte pårørende til en 97-årig kvinde fra Store Heddinge, at en fremmed mand tirsdag den 18. oktober cirka klokken 10.15 havde ringet på døren i hendes bolig i Vestergade og mast sig ind, da der blev åbnet.
Da der netop var blevet installeret nye radiatorer i kvindens lejlighed, spurgte hun, om manden kom på uventet besøg i den anledning. Manden bekræftede dette og var rundt i samtlige rum med den 97-årige bagefter. Til sidst forlod han stedet og oplyste at ville spise sin frokost på en bænk udenfor sammen med nogle venner. Disse kom dog aldrig, ligesom manden heller ikke spiste sin frokost på bænken.
Der var tilsyneladende intet stjålet i den 97-åriges lejlighed, og hun beskrev manden som: 175-180 cm høj, almindelig af bygning, sort hår, iført mørkt tøj. Han talte dansk og forsvandt i området i ukendt retning. Den pårørende har nu advaret om at lukke fremmede ind i lejligheden.
Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket manden i området tirsdag formiddag. Kontakt politiet på telefon 114 med oplysninger i sagen.
Kommentarer