Hårlev

Forstander tiltalt for magtanvendelse

Stevns: Forstanderen på Magnoliegården er blevet fritaget for tjeneste fordi han er blevet tiltalt for at have anvendt magt overfor to af institutionens børn

På baggrund af hændelser i august 2011 har to tidligere medarbejdere på behandlingsinstitutionen Magnoliegården i januar 2012 anmeldt forstanderen til politiet for vold i forbindelse med magtanvendelse over for to børn på Magnoliegården.

Politiet har siden januar undersøgt sagen og har nu, ultimo juni 2012, rejst tiltale mod forstanderen efter § 244 i straffeloven, den såkaldt ‘milde’ voldsparagraf.

Stevns Kommune blev forelagt de samme anklager fra de to medarbejdere allerede i august 2011. Kommunen undersøgte dengang sagen og fandt på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke anledning til at foretage yderligere skridt.

På baggrund af politianmeldelsen i januar 2012 gennemførte kommunen en fornyet undersøgelse i februar 2012. Heller ikke denne undersøgelse viste, at der var grundlag for yderligere skridt.

Siden politianmeldelsen januar 2012 har Stevns Kommune iværksat skærpet internt tilsyn med Magnoliegården. Herudover har der været gennemført uanmeldt, eksternt tilsyn af en privat tilsynsvirksomhed, ligesom Arbejdstilsynet har gennemført uanmeldt tilsyn. Ingen af disse tilsyn har givet anledning til bemærkninger.

Stevns Kommune har siden anmeldelsen i januar 2012 været i tæt og løbende kontakt med politiet for at koordinere skridt i sagen. Kommunen tager derfor til efterretning, at anklagemyndigheden nu har valgt at rejse tiltale.

En afdelingsleder på Magnoliegården er indtrådt som fungerende forstander.

Magnoliegården, der er et behandlingshjem for børn mellem 6 og 15 år med svære psykosociale problemer, ligger på Aggerupvej 4 i Enderslev ved Hårlev

 

 

Kommentarer