Første spadestik på Vallø Strandpark II i dag

valloe_strandpark

Strøby: OLC Ejendomme og Domea afholdt i dag første spadestik på byggeriet af Vallø Strandpark II i Strøby Egede

Domea og OLC Ejendomme har indgået en totalentrepriseaftale med Dansk BoligByg om opførelse af henholdsvis 8 butikker og 19 almene boliger på trekantsområdet i Strøby Egede lige ned til stranden.

Byggeriet af butikkerne forventes at stå færdigt næste efterår og boligerne i foråret 2015. OLC Ejendomme har arbejdet tæt sammen med Strandbygruppen om projektudviklingen.

– Efter 30 år i Strøby Egede, er det med stor glæde, at vi nu endeligt kan komme i gang med Vallø Strandpark projektet, fase 2, som vil give Strøby Egede og hele Stevns et nyt attraktivt område, der forhåbentligt kan tiltrække en masse nye borgere til Stevns, udtaler Henrik Lind, fra OLC Ejendomme.

Domea har i forvejen 29 lejemål i Vallø Strandpark I, i det gamle børnehjem med tilbygning. De forventer at alle lejemål bliver udlejet straks efter at udlejningsprocessen går i gang i foråret 2015.

Til det 1. spadestik, i dag fredag den 20. december, var både den afgående borgmester, Poul Arne Nielsen, og den kommende, Mogens Haugaard Nielsen inviteret med.

Stevns Kommune er stolt over at kunne tiltrække investorer til et sådant projekt, og så er det endda lokale folk, som har finansieret og bakket op omkring projektet – det bliver en helt ny port til Stevnsboerne, som vi dagligt ville kunne glæde os over når byggeriet står færdigt”, udtalte Poul Arne Nielsen.

Kommentarer