Fortsat nej til ny beredskabsplan
Et flertal i kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune har her til aften besluttet at fastholde Økonomiudvalgets forbehold for en ny risikobaseret dimensioneringsplan.
Forbeholdet tog Økonomiudvalget sidst i februar i forhold til Beredskabskommissionens udmøntning af en ny, risikobaseret dimensioneringsplan.
Siden besluttede Køge Kommune at melde sig ud af samarbejdet i Østsjællands Beredskab, og derfor har Kommunalbestyrelsen nu besluttet at fastholde forbeholdet indtil vi ved, hvordan er fremtidigt samarbejde i beredskabet ser ud, og hvad det konkret betyder for os.
Læs også: Køge Kommune forlader Østsjællands Beredskab
– Når antallet af samarbejdende kommuner ændrer sig, kommer det til at betyde noget for den økonomi, Beredskabet har til rådighed og dermed for den service, Beredskabet kan tilbyde i form af f.eks. responstider i den risikobaserede dimensionering, udtaler borgmester Anette Mortensen og tilføjer:
– Vi gik med i Østsjællands Beredskab for at deltage i et forpligtende og effektivt samarbejde omkring beredskabsopgaven. Køges udmelding af beredskabet har skabt en ny situation, og derfor ser vi nu frem til, hvordan vi i fællesskab løser bered-skabsopgaven i Stevns Kommune, så vi fortsat kan sikre den tryghed i form af hurtig respons, borgerne med rette kan forvente, hvis der skulle blive brug for det.
Den risikobaserede dimensioneringsplan fastlægger blandt andet, hvor der skal ligge brandstationer og hvor lang tid det må tage for en brandbil at nå frem til en brand.
Kommentarer