Forulykket bilist lå og sov i bilen
Klippinge: En 31-årig mand fra Stevns blev i nat hårdt kvæstet da han kørte lige ud i et sving
Natten til lørdag den 21. juni klokken 04:49 blev politiet kaldt ud til at færdselsuheld på Råhovedvej ved Klippinge. En 31-årig mand fra Stevns var kørt lige ud i et sving, ud på en mark så bilen rullede rundt flere gange.
Politiet fandt manden sovende på bagsædet i bilen, men de opdagede, at han havde alvorlige skader i hovedet, så de sørgede for at han blev kørt til behandling på Køge Sygehus, hvor manden lørdag formiddag kom på operationsbordet.
– Han er i kritisk tilstand, men formentlig ikke i livsfare, siger vagtchef René Søe Pedersen, Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.
– Hvis man pådrager sig hovedtraumer, så kan man godt blive døsig, og det kan forklare, hvorfor han har lagt sig til at sove. Men vi har også taget en blodprøve for at undersøge, om han var påvirket af stoffer eller alkohol, oplyser vagtchefen ifølge Sjællandske.
Politiet havde i øvrigt tidligere på natten fået en anmeldelse af, at en bilist kørte noget slingrende rundt på Stevns i den nu forulykkede bil, der var forsynet med forkerte nummerplader.
Derudover vil politiet udspørge manden, der ikke havde noget kørekort, når han er rask nok til det.
Politiet afventer desuden resultatet af en bilinspektørs undersøgelse af bilen og ulykkesstedet.
Det vise sig senere at den 31-årige var sluppet fra uheldet med mindre kvæstelser.
Kommentarer